Af Ritzau - 03/04-17 09:13

Historisk mange briter må låne af forældre til boligkøbHistorisk mange briter må låne af forældre til boligkøb

Hver tredje førstegangskøber i Storbritannien må låne af familien. I Danmark genkendes tendensen, siger Nordea

Det britiske boligmarked er så presset, at historisk få unge ejer en bolig og historisk mange førstegangskøbere må låne penge af deres forældre for at få råd til at komme ind på boligmarkedet.

Det viser en ny rapport fra Social Mobility Commission, der er nedsat af den britiske stat.

Der er ingen lignende statistikker i Danmark, men tendensen er den samme, vurderer boligøkonom Lise Nytoft Bergmann fra Nordea.

- Det er samme udvikling, vi ser i Danmark. Baggrunden er særligt kravet om, at man skal kunne lægge fem procent af boligens værdi kontant i forbindelse med købet. Kravet kom for omkring halvandet år siden

- Det kan være ganske svært for langt de fleste unge familier, specielt i de dyre områder. Vores indtryk er, at mange førstegangskøbere i den forbindelse får en hjælpende hånd fra deres forældre, siger boligøkonomen.

Den britiske rapport viser, at andelen af førstegangskøbere, der får hjælp fra familien, er steget fra 20 procent i 2010 til 34 procent sidste år.

Dem, der får hjælp, kan i gennemsnit købe egen bolig 2,6 år tidligere end dem, der ikke får. I London er det 4,6 år.

Rapporten viser også, at færre og færre unge ejer deres egen bolig. Mens 63 procent af briter mellem 25 og 29 år ejede deres egen bolig i 1990 er tallet nu 31 procent.

Det får rapportens forfattere til at frygte for den sociale mobilitet.

- Boligejerskab giver mulighed for stor social mobilitet, men det styrtdykker blandt yngre familier.

- At eje en bolig er en fjern drøm for millioner af unge, der ikke har den luksus, at kunne går til "mor og far-banken", skriver formanden for kommissionen Alan Milburn.

Hos Nordea fortæller Lise Nytoft Bergmann, at det også kan være svært at komme ind på markedet for unge i Danmark.

Hun mener dog ikke, at det økonomisk gør en større forskel, om man må vente et par år med at komme ind på boligmarkedet.

- Det er mere afgørende, om man køber på et tidspunkt, hvor priserne er høje eller lave.

- Men det kan selvfølgeligt have personlige konsekvenser, hvis man må vente fem år, siger Lise Nytoft Bergmann.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx