Af Ritzau - 04/03-17 23:46; Opdateret: 05/03-17 14:16

Politiet leder efter gerningsmænd bag drab i MalmøPolitiet leder efter gerningsmænd bag drab i Malmø

Voldsbølgen fortsætter i den sydsvenske by. Lørdag aften blev to mænd fundet skudt i nærheden af hinanden.

Svensk politi leder søndag eftermiddag fortsat efter en eller flere gerningsmænd, efter at en mand omkom og en anden blev hårdt såret, da de lørdag aften blev ramt af skud i Malmø.

Politiet har fået oplysninger om, at det var to personer, der skød. Og vidner har set to personer forlade stedet på cykel.

- Det interesserer os meget. I løbet af dagen vil vi beskæftige os med flugtvejen, siger Ewa-Gun Westford, der er pressetalsmand ved politiet i den svenske region Syd.

Det ene skudoffer blev fundet liggende i en grå personbil, der var forulykket og havde ramt en parkeret bil på Kronetorpsgatan.

Bilen stod på tværs, en dør stod åben, og lysene var tændt. Der lå glassplinter på gaden.

Køretøjet er ifølge avisen Sydsvenskan registreret i navnet på en kendt kriminel.

Politiet modtog flere anmeldelser om en skudveksling.

- Den første patrulje, som kom til stedet, fandt en forulykket bil og inde i den en person, som var skudt, sagde Eddie Rosander fra politiet i Malmø lørdag aften.

Den anden mand fandt politiet efter tip fra vidner i en lejlighed i nærheden.

Sagen blev anmeldt klokken 22.13, og begge skudofre blev kørt på hospitalet med ambulance.

Vidner fortalte lørdag til Kvällsposten, at der blev affyret seks til syv skud. Men politiet afviser søndag at udtale sig om antallet.

Siden januar 2016 er 15 personer døde i en bølge af drab i den sydsvenske by. Men hvorvidt der er en kobling til de tidligere hændelser er for tidligt at udtale sig om, siger Ewa-Gun Westford.

/ritzau/TT

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx