Af Ritzau - 27/03-17 21:59

Brandbomber i Malmø udløser tiltale om IS-terrorBrandbomber i Malmø udløser tiltale om IS-terror

30-årig syrer er tiltalt for at have kastet molotovcocktails mod et lokale i Malmø, hvor shiitter holdt fest.

En anklager i Malmø mener, at det var et medlem af Islamisk Stat, der som et led i gruppens kamp kastede brandbomber mod et foreningslokale i den svenske by sidste år.

Derfor er den formodede gerningsmand, en 30-årig syrer, mandag blevet tiltalt for terror.

Ifølge anklageren er manden medlem af den islamistiske gruppe, og han har givet udtryk for, at han "vil dø martyrdøden".

På mandens computer har politiet blandt andet fundet film med stærke forbindelser til Islamisk Stat.

Den 30-årige syrer er sunnimuslim. Han er tiltalt for i oktober at have kastet brandbomber - såkaldte molotovcocktails - mod et lokale, hvor shiamuslimer holdt fest.

Lokalet er ejet af den muslimske forening Aldorr.

Ifølge anklageren bryder visse sunnimuslimer sig ikke om denne fest.

En analytiker fra det svenske politis efterretningstjeneste, Säpo, vil blive indkaldt under retssagen for at underbygge anklagerens påstand om, at brandattentatet var en del af Islamisk Stats kamp.

Ved hjælp af kommunikation og diverse filer, der er fundet på mandens computer, vil anklageren forsøge at bevise, at angrebet blev udført i IS' navn, og at den 30-årige føler modvilje mod shiamuslimer.

Angrebet blev filmet af et overvågningskamera. Flere personer, som har set optagelsen, vil blive indkaldt som vidner i retssagen.

Der findes ingen fingeraftryk eller dna-spor fra den tiltalte på gerningsstedet. Anklageren mener, at det kan forklares med, at han bar plastikhandsker.

Angrebet skete 11. oktober, og manden blev anholdt i december.

Ingen mennesker kom til skade ved brandangrebet, men der er sket skader for omkring en million svenske kroner. Det svarer til omkring 780.000 danske kroner.

/ritzau/TT

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx