Af Ritzau - 13/03-17 09:55

Forældre efterlyser mere dialog om små børns seksualitetForældre efterlyser mere dialog om små børns seksualitet

Pædagoger er klædt fint på til at håndtere børns seksualitet. Men der er brug for mere dialog med forældrene.

Der er ingen grund til at skrive børns seksualitet ind i børnehavers pædagogiske læreplaner.

I stedet er det vigtigere at sikre forældre og pædagoger ordentlige rammer til at tale om de smås nysgerrighed, så der ikke opstår frygt eller misforståelser.

Sådan lyder meldingen fra forældreforeningen Fola, efter at en kortlægning foretaget af organisationen Sex & Samfund viser, at både pædagoger og ledere mangler mere viden på området.

- Det er vigtigt, at vi har et naturligt forhold til det her, fordi det er en del af børnenes udvikling og deres trivsel på den lange bane, at vi forholder os helt naturligt til det, siger formand Louise Gjervig Lehn.

- Der er dialog vejen frem. Og det ville være godt med mere tid til de vigtige samtaler, tilføjer hun.

Mange ledere og pædagoger oplever, at der kan opstå udfordringer i dialogen med forældre om børns seksualitet, viser kortlægningen.

Det skyldes ifølge fagpersonerne, at der mangler viden om børns seksualitet hos forældrene.

Både Sex & Samfund, der beskriver sig selv som vagthund for seksuel sundhed og rettigheder, og pædagogernes fagforening anbefaler at gøre børnenes seksualitet til et målrettet tema i læreplanerne.

Men Louise Gjervig Lehn mener, at pædagogerne i dag er klædt fint på til at håndtere den del af børnenes udvikling.

- Det er vigtigt, at pædagogisk personale er bevidst om at gribe ind, hvis det tager overhånd, siger hun.

- Men dialog med forældrene er det vigtigste, så der ikke er nogen, der bliver forskrækket over noget, der foregår naturligt.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx