Af Ritzau - 29/01-17 04:01

Løkke har fokus på reformer trods danskernes manglende krisebevidsthedLøkke har fokus på reformer trods danskernes manglende krisebevidsthed

Reformer skal skaffe råderum, da det offentlige fattes penge, mener statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).

Regeringen vil lave flere reformer for at skaffe penge til veje og baner, styrke forsvar og politi, øge digitalisering samt sænke skatten. Uden reformer er der ikke ret meget at gøre godt med de nærmeste år.

Det siger statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) efter regeringens seminar på Tøystrup Gods ved Ringe på Fyn.

- I de offentlige budgetter, vi kigger i nu, er der ikke en krone mere til at øge vores investeringer, med mindre vi skaffer dem, siger Lars Løkke Rasmussen.

For nylig blev reformbehovet talt ned af økonomisk overvismand Michael Svarer, forgængeren Hans Jørgen Whitta-Jacobsen samt økonomiprofessorerne Nina Smith og Bo Sandemann Rasmussen. Danskerne mangler også krisebevidsthed, lyder det.

- I den forstand er det godt, at der ikke er nogen krisebevidsthed. Det er udtryk for, at de reformer, vi har lavet historisk, også virker, og der er optimisme og grøde i dansk økonomi, siger Lars Løkke Rasmussen.

- Det rokker bare ikke ved, at vi skal skaffe nogle flere penge, hvis reformerne også skal følges til dørs i den offentlige sektor.

Der er kun få penge til mere offentligt forbrug uden reformer. Derfor vil regeringen ændre SU og lade danskerne gå senere på pension ved at justere velfærdsaftalen fra 2006 om efterløn og folkepension, forklarer han.

- Vi har ikke meget at gøre godt med, med mindre vi skaffer os nogle flere penge, siger Lars Løkke Rasmussen.

Derfor vil regeringen i foråret fremlægge tal for, hvor mange penge der er at gøre godt med i finanspolitikken indtil 2025, oplyser statsministeren.

- Vi har brug for en ordentlig debat, også på Christiansborg. For vi kan ikke have et system, hvor man kun turnerer rundt med ønsker om at bruge flere penge på mange områder, hvis pengene ikke er der, siger statsministeren.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx