Af Ritzau - 15/06-17 11:41

Tyrkisk domstol idømmer FN-dommer over syv års fængselTyrkisk domstol idømmer FN-dommer over syv års fængsel

FN's domstol i Haag: Det er en krænkelse af dommer Aydin Sefa Akays diplomatiske immunitet.

En tyrkisk appeldomstol har ifølge Reuters idømt FN-dommer Aydin Sefa Akay syv og et halvt års fængsel.

Det er en krænkelse af hans diplomatiske immunitet, siger FN's domstol i Haag.

Akay, som er dømt for at være medlem af en terrorgruppe, mistænkes af det tyrkiske styre for at have en forbindelse til den religiøse leder Fethullah Gülen, som er i eksil i USA.

Akay er blevet midlertidigt løsladt. Han har siddet fængslet siden september og er en af titusinder anholdte tyrkiske embedsmænd.

- Tyrkiets regering har ikke fulgt sine forpligtelser i sagen om den anholdte dommer Aydin Sefa Akay. Denne sag vil blive indrapporteret til FN's Sikkerhedsråd, hed det tidligere i en kendelse fra dommer Theodor Meron ved FN-domstolen.

Hvad Sikkerhedsrådet skal foretage sig i sagen er dog uklart.

Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, har beskyldt Gülen for at stå bag et kupforsøg sidste år.

43.000 soldater og civile har været fængslet efter kuppet 15. juli sidste sommer, hvor over 300 personer mistede livet.

/ritzau/Reuters

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx