Af Ritzau - 03/12-16 06:01

Ofre for flystyrt i Colombia er nu bragt hjemOfre for flystyrt i Colombia er nu bragt hjem

Resterne af 71 ofre fra flykatastrofe er nu blevet transporteret hjem. Lørdag mindes udslettet fodboldhold.

Ligene af 71 personer, som blev dræbt i et flystyrt mandag i Colombia, er fredag blevet fløjet hjem. Deriblandt næsten et helt brasiliansk fodboldhold.

Det første offer, som blev fløjet hjem, var et besætningsmedlem fra Paraguay. Tidligt fredag lokal tid blev han overdraget til sin familie i en kiste svøbt i landets flag.

De andre - 64 brasilianere, fem fra Bolivia samt en fra Venezuela - fulgte efter i en række flyvninger sendt afsted i løbet af fredagen.

- Det, vi nu ønsker mere end noget andet, er at komme hjem. At bringe vores venner og brødre hjem. Ventetiden er det værste, siger Roberto Di Marche. Han er fætter til den afdøde manager for fodboldholdet Chapecoense Real, Nilson Folle Junior.

I klubbens hjemby, Chapeco, i det sydlige Brasilien ventes flere end 100.000 mennesker - omkring hver anden af byens indbyggere - lørdag at deltage i en mindehøjtidelighed for at ære holdet, hvis eventyrlige sæson endte så tragisk på en bjergskråning i Colombia.

Chefen for det internationale fodboldforbund, Fifa, Gianni Infantino, har udsat en rejse til Australien for at deltage i højtideligheden.

Brasiliens præsident, Michel Temer, ventes også at rejse til Chapeco.

Da det sidste fly med ofre var lettet fra Medellín, skrev Colombias præsident på Twitter, at Chapecoense aldrig vil blive glemt.

- Jeg gentager min dybeste solidaritet med pårørende til ofrene, slutter Jose Manuel Santos sin besked.

Lørdagens højtidelighed i Chapeco afsluttes med en ceremoni på holdets stadion.

Myndighederne er stadig i gang med at undersøge, hvad der fik det chartrede fly fra selskabet Lamia i Bolivia til at ramme ind i siden på et bjerg bare få kilometer fra lufthavnen i Medellín.

Her skulle Chapecoense spille den største kamp i klubbens historie - finalen i Copa Sudamericana, der er Latinamerikas næststørste klubturnering.

Den foreløbige teori, der især er baseret på pilotens sidste desperate samtale med kontroltårnet, er, at flyet var løbet tør for brændstof.

Chefen for luftfartsmyndighederne i Colombia, Freddy Bonilla, siger, at piloten havde ignoreret de internationale regler for brændstofreserver.

I Bolivia har myndighederne inddraget flyselskabets licens. Lamia havde specialiseret sig at fragte sydamerikanske klub- og landshold rundt i regionen. Deriblandt Argentina og superstjernen Lionel Messi.

Seks personer overlevede mirakuløst flystyrtet.

/ritzau/AFP

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx