Af Ritzau - 31/05-17 20:02

Horsens kunne ikke knække Vendsyssel i taktisk nullertHorsens kunne ikke knække Vendsyssel i taktisk nullert

I den første playoff-kamp om Superliga-deltagelse i næste sæson spillede AC Horsens og Vendsyssel 0-0.

Superliga-favoritterne fra AC Horsens måtte onsdag aften nøjes med 0-0 på hjemmebane mod Vendsyssel fra 1. division.

Opgøret var det første af to om en plads i Alka Superligaen i næste sæson. Returkampen spilles på søndag eftermiddag, hvor Vendsyssel har fordel hjemmebane.

4037 tilskuere på Casa Arena Horsens så en meget chancefattig og taktisk præget kamp.

Mest omdiskuteret var det mulige straffespark, der ikke blev dømt efter en god halv times spil.

Hjemmeholdets Kjartan Finnbogason følte sig snydt, og tv-billederne viste da også, at udeholdets Bjarke Jacobsen trådte Finnbogason over anklen.

Kampen mellem Superligaens nummer 13 og toeren fra 1. division var præget af mange dueller. Det førte til hele tre situationer i første halvleg, hvor to spilleres hoveder skulle tilses efter sammenstød.

Hjemmeholdet var tættest på en scoring i første halvleg efter 40 minutter, men Vendsyssel-spilleren Rune Frantsen reddede på målstregen efter et Horsens-hjørnespark.

Udeholdet fra Vendsyssel fastholdt efter pausen den gode organisation, som horsensianerne ikke kunne nedbryde.

Horsens' Lasse Kryger havde en fin mulighed kort inde i anden halvleg, men hans hovedstød blev grebet ud af Vendsyssel-målmand Jesper Christiansen.

Finnbogason havde chancen for blive matchvinder kort før tid, men forsøget blev banket i sidenettet, og kampen endte derfor uden scoringer.

Vendsyssel sikrede sig dermed et glimrende udgangspunkt før søndagens afgørende dyst trods et unødvendigt direkte rødt kort til udeholdets Ninos Gouriye i slutminutterne.

De to hold står overfor hinanden igen søndag klokken 16.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx