Af Ritzau - 11/05-17 22:57

Samlet rød blok fremlægger klimaplanSamlet rød blok fremlægger klimaplan

Rød blok fremlægger klimaplan. Forsker kalder den ambitiøs, men savner bud på finansiering.

Danskernes samlede forbrug af el skal komme fra vedvarende energi, når kalenderen siger 2030.

Sådan lyder et ud af 10 punkter i en klimaplan, som Socialdemokratiet, SF, Radikale Venstre, Enhedslisten og Alternativet står samlet bag. Klimaplanen samler rød blok mod regeringen før et kommende valg.

Det skriver Politiken fredag.

Udspillet er rød bloks oplæg til de kommende forhandlinger om et nyt energiforlig for 2020-2030, der går i gang i efteråret. Men det er også et bud på en rød regerings klimapolitik, hvis magten skifter efter næste valg, lyder det fra SF.

- Det er en plan for, hvordan Danmark skal se ud, når regeringsmagten forhåbentlig skifter efter et valg. Det er en ambitiøs grøn retning for Danmark, siger SF-formand Pia Olsen Dyhr til Politiken.

Hovedpunkterne i planen er ifølge Politiken flere elbiler og -busser på gaderne, at kul og oliefyr skal udfases helt, og naturgas skal erstattes af grøn biogas. Og så skal al elektricitet komme fra vedvarende energi hurtigst muligt og senest i 2030.

Klimaforsker Jens Hesselbjerg Christensen, der er professor ved Københavns Universitet, siger, at hvis ambitionen er at komme i mål med Parisaftalen fra 2015, er det et fornuftigt udspil.

Her skrev 195 lande under på, at de vil reducere verdens CO2-udslip.

- De 10 punkter er meget ambitiøse, og hvis de er målsætningen for en kommende regering, kan Danmark godt nå det, siger forskeren til Politiken.

Han savner dog svar på, hvordan tiltagene skal finansieres, og det er endnu ikke på plads, erkender SF’s formand.

Klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) er ikke imponeret over oppositionens plan, som han kalder "småforslag".

- Det svarer til at blive inviteret på kold kaffe og slatne småkager. Jeg er glad for signalet, men skuffet over indholdet. Meget af det er noget, vi er i gang med i forvejen, og resten er ikke finansieret, siger han til Politiken.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx