Af Ritzau - 10/03-17 08:52

Stormagter kopierer volleyball-EM fra ParkenStormagter kopierer volleyball-EM fra Parken

Slutkampene i Parken ved volleyball-EM i 2013 har skabt en trend i sporten, og det glæder sportsdirektør.

I 2013 arrangerede Danmark og Polen i fællesskab EM i volleyball, hvor slutkampene blev afholdt på det danske fodboldnationalstadion, Parken.

Ombygningen af et fodboldstadion til volleyballarena var ikke tidligere set i international volleyball, men siden har flere af sportens stormagter kopieret idéen.

Polen trak 63.000 tilskuere til åbningskampen ved volleyball-VM i 2014 på fodboldstadionet i Warszawa, og Brasilien har henlagt de kommende finaler i World League til fodboldstadionet Curitiba Arena da Baixada.

Italien har også spillet på en udendørsarena i Rom, som normalt bruges til atletik og tennis.

- Når lande som Polen, Brasilien og Italien har valgt at afvikle finaler og åbningskampe på fodboldstadioner med inspiration fra vores EM på hjemmebane i 2013, sætter det en streg under, at vi var med til at flytte volleyball til næste niveau.

- Det understreger også den stigende interesse for volleyball globalt set, hvor volleyball er ved at vokse ud af hallen, siger Mikael Trolle, sportsdirektør i Volleyball Danmark, i en pressemeddelelse.

Ifølge Volleyball Danmark var der over to dage 18.000 mennesker i Parken til semifinaler, bronzekamp og finale ved EM i 2013.

Danmark er også blevet tildelt værtskabet for Final 4 i den europæiske landsholdsturnering European League. Den spilles i juli.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx