Af Ritzau - 09/01-17 08:37

S og DF: Klagenævn vil stoppe uheldige sager om p-bøderS og DF: Klagenævn vil stoppe uheldige sager om p-bøder

Private parkeringsfirmaer skal lave et uvildigt klageorgan, så bilister får nemmere ved at klage over p-bøder.

Et bredt flertal på Christiansborg vil pålægge private parkeringsfirmaer at oprette et uvildigt klagenævn. Det skal give bilisterne mulighed for at klage over parkeringsafgifter.

Lovforslaget, som transportminister Ole Birk Olesen (LA) mandag sender i høring, bakkes op af Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet.

- Der er ikke nogen tvivl om, at der har været mange problemer med de her private parkeringsfirmaer, siger Socialdemokratiets transportordfører, Rasmus Prehn.

- I iver efter at få en god forretning ud af det har de tænkt mere på at skovle penge ind, end på hvad der er ret og rimeligt og giver god fornuft.

Hvis man vil klage over en parkeringsafgift på en kommunal parkeringsplads, har kommunen pligt til at behandle klagen sagligt.

Men bilister, der vil klage over en parkeringsafgift på et offentligt tilgængeligt privat område, er nødt til at gå rettens vej. Og det er helt urimeligt, mener transportordfører Kim Christiansen (DF):

- Der har været en række uheldige sager med parkeringsafgifter, der har været tildelt uretmæssigt. Og forbrugerne har ikke rigtig haft nogen mulighed for at kunne klage.

Spørgsmål: Risikerer man ikke, at priserne for forbrugerne vil stige, når firmaerne pålægges at drive et klageorgan, der alt andet lige vil koste dem flere ressourcer?

- Jo, det er klart, at når det er privat regi, så er der kun én mulighed for at finansiere det – og det er gennem de parkeringsafgifter, der opkræves, siger Kim Christiansen.

- Om det kan betyde en lille stigning, skal jeg ikke kunne sige. Det kan det muligvis, men det kan ikke være anderledes.

Heller ikke Rasmus Prehn forudser store prisstigninger for bilisterne:

- Det er jo ikke noget stort, dyrt eller bureaukratisk foretagende, der lægges op til. Det er bare det simple, at hvis man vil agere som privat aktør på parkeringsområdet, skal man også give mulighed for at klage.

Lovforslaget sendes nu i høring og ventes vedtaget senere i år.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx