Af Ritzau - 06/12-16 12:02; Opdateret: 06/12-16 17:53

Gerningsmand var formentlig alene om angreb på betjentGerningsmand var formentlig alene om angreb på betjent

Tirsdag morgen blev en politimand ramt af skud i Albertslund. En gal mands værk, siger politiet.

Den anholdte i sagen om angrebet på en betjent i Albertslund er en 26-årig dansk mand.

- Alt tyder på, at gerningsmanden handlede alene, og at der er tale om en gal mands værk, oplyser Københavns Vestegns Politi.

Den anholdte er i forvejen kendt af politiet. Onsdag bliver han fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Glostrup. Han sigtes for drabsforsøg.

Samtidig står det klart, at den sårede betjent efter alt at dømme overlever angrebet, selv om en kugle har ramt ham i hovedet.

- Hans tilstand er alvorlig, men lægerne vurderer ham umiddelbart uden for livsfare, lyder det fra politiet.

På et pressemøde i Albertslund ønsker ledende politiinspektør Mogens Lauridsen ikke at kommentere gerningsmandens fortid. Dog bemærker han, at vedkommende angiveligt er psykisk syg.

Tirsdag middag er den 26-årige endnu ikke blevet afhørt.

Ifølge Mogens Lauridsen var der ingen vidner til skyderiet, der fandt sted klokken 08.20.

- Vi kan bare se, hvad der er sket, siger politiinspektøren med henvisning til den sårede betjent.

Efter angrebet flygtede den mistænkte fra stedet. Klokken 08.56 lykkedes det politiet at anholde ham på hjørnet af Roskildevej og Husby Allé i Taastrup. Den anholdte var forpustet - tilsyneladende efter at have løbet.

- Jo mere vi kigger ind i det, jo mere tyder det på, at han har været gerningsmanden, siger Mogens Lauridsen.

Politiet ønsker ikke at sige noget om, hvordan den mistænkte menes at have fået fat i gerningsvåbnet, som endnu ikke er fundet.

TV2 skriver, at den 26-årige tidligere har skudt mod politiet. Det sker på baggrund af kilder tæt på forløbet.

De fortæller, at den tidligere episode fandt sted inde på en politistation, og at manden her affyrede skud med en softgun.

Rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg kalder det "et meningsløst og helt uacceptabelt angreb", at politimanden blev ramt af skud ved politigården.

- Det er desværre endnu en påmindelse om, at vi udfører et farligt, men nødvendigt og vigtigt arbejde. Mine tanker går til den sårede og hans familie, siger Jens Henrik Højbjerg.

I minutterne efter tirsdagens angreb valgte Rigspolitiet at øge sikkerheden ved politistationer i hele landet. De ekstra foranstaltninger er efter anholdelsen af den 26-årige fjernet igen.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx