Af Ritzau - 12/03-17 16:27; Opdateret: 12/03-17 17:25

Dansk-tyrkisk forening beklager udskudt ministerbesøgDansk-tyrkisk forening beklager udskudt ministerbesøg

Valgmøde med den tyrkiske premierminister ville have været interessant for herboende tyrkere, mener forening.

Statsminister Lars Løkke Rasmussens beslutning om at udskyde den tyrkiske premierministers besøg i Danmark er en dårlig idé.

Det mener Mehmet Demir, næstformand i foreningen Dansk-Tyrkisk Akademiker Union, der betegner sig selv som en politisk neutral forening.

- Jeg synes, det er enormt ærgerligt, siger han.

I hans øjne ville et valgmøde med premierministeren have været nyttigt for borgere med tyrkisk baggrund.

- Jeg synes, at alle herboende borgere med oprindelse fra Tyrkiet bør være interesserede i sådan et møde, da man ved deltagelse kan få kendskab til reformen og blive klogere på, om man skal stemme for eller imod, forklarer han.

- Ligesom i hvilket som helst andet demokratisk samfund så skal man jo høre begge fløje, før man kan tage stilling til det.

Tyrkiets premierminister Binali Yildirim havde ifølge tyrkiske medier meddelt, at han planlagde at rejse til Danmark 19. marts.

Flere danske partier frygtede dog, at han ville bruge sin tid i landet på at afholde vælgermøder og forsøge at overtale danske borgere med stemmeret i Tyrkiet til at stemme ja ved folkeafstemningen 16. april.

Her skal tyrkerne tage stilling til en ændring af den tyrkiske forfatning, som blandt andet vil tillade præsident Recep Tayyip Erdogan at beholde sin post frem til 2029.

Mehmet Demir mener dog, at premierministerens besøg først og fremmest handlede om at få folk til at tage del i afstemningen.

- Det er et signal om at få så mange som muligt ud til stemmeboksen, siger han.

- Det ville vi da også gøre her i Danmark.

Han var selv inviteret med, da en af næstformændene for det tyrkiske regeringsparti Mehmet Mehdi Eker fredag holdt møder i Danmark. Her følte han, at der var god mulighed for at stille spørgsmål og give sin mening til kende.

Derfor synes han også, at reaktionerne på premierministerens besøg har været alt for voldsomme.

- Man pisker en stemning op om et arrangement, der ikke engang er så kontroversielt, siger han.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx