Af Ritzau - 13/04-17 22:18

Flypassagerer afvises kun meget sjældentFlypassagerer afvises kun meget sjældent

Selv om flyselskaberne ofte overbooker afgange, så plejer man at finde en mindelig løsning på problemet.

Det gik helt galt for luftfartsselskabet United Airlines i søndags, da en passager, der allerede var checket ind, nægtede at forlade flyet igen, da der skulle skabes plads til fire United-ansatte i flyet.

Passageren der hedder David Dao, blev slæbt så hårdhændet ud af flyet, at han brækkede næsen, mistede to tænder og fik hjernerystelse.

Der er dog ingen grund til at frygte, at andre bliver udsat for samme behandling, mener Flemming Lundberg Poulsen, der er chefredaktør for branchesitet FinalCall.travel og flyrejseekspert.

Faktisk er det i det hele taget relativt sjældent, at selskaberne er nødt til at afvise passagerer på grund af pladsmangel, fortæller han.

- Alle flyselskaber overbooker i større eller mindre grad, og derfor sker det jævnligt, at der er flere passagerer, end der er flysæder.

- Men så gør man det, at man allerede i forbindelse med check-in og senere ved gaten tilbyder kompensation til passagerer, der ikke har noget imod at tage en senere afgang og måske få en gratis hotelovernatning.

- Og der plejer faktisk at være flere, der gerne vil tage imod det tilbud, end der er manglende pladser, siger Flemming Lundberg Poulsen.

Det understreges også af, at det siden 2008 kun er 0,009 procent af alle flyrejsende i USA - svarende til én ud af 11.000 - der ufrivilligt bliver flyttet til et senere fly på grund af pladsmangel på den afgang, de havde billet til.

Og det betyder ifølge Flemming Lundberg Poulsen ikke det store i den forbindelse, hvem man rejser med.

- De store netværksselskaber oplever ofte, at en passager misser en forbindelse. Derfor er de nok lidt mere tilbøjelige til at overbooke end lavprisselskaberne.

- Men de plejer at være rigtigt gode til at ramme plet, og de betaler også, hvad det koster, når de rammer ved siden af, siger han.

Han mener som udgangspunkt, at overbooking er til passagernes fordel.

- Det er jo medvirkende til, at sæderne bliver udnyttet bedst muligt, og det er med til at holde priserne nede.

- Og for dem, der ikke har så travlt, kan det at blive rykket til en senere afgang jo reelt gøre flyturen gratis, siger han.

Som passager kan man ikke stille ret meget op, hvis man på grund af overbooking får besked på at tage et senere fly.

Men afhængigt af, hvor man befinder sig, findes der faste satser for, hvordan man i givet fald skal kompenseres, hvis det sker.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx