Af Ritzau - 02/01-17 12:46; Opdateret: 02/01-17 13:46

Forening kræver strid om PET-bog behandlet i HøjesteretForening kræver strid om PET-bog behandlet i Højesteret

Danske Mediers bestyrelse har besluttet at træde ind i sagen om forbud mod bogen "Syv år for PET".

Et omstridt forbud mod at bringe indhold fra bogen "Syv år for PET" er så principielt, at landets øverste domstol bør granske sagen.

Det mener foreningen Danske Medier, der har besluttet sig for at træde ind i sagen på vegne af JP/Politikens Hus.

I første omgang var det en dommer i Københavns Byret, der en sen nat i oktober forbød JP/Politikens Hus at bringe indhold fra bogen.

Siden sagde Østre Landsret god for afgørelsen - dog med den tilføjelse, at forbuddet burde have været tidsmæssigt begrænset.

Ifølge Danske Medier, der er samlingspunkt for flere end 300 medievirksomheder, tager begge domstole imidlertid fejl.

Derfor har foreningen nu indgivet ansøgning til Procesbevillingsnævnet om at få lov til at føre sagen til Højesteret.

Det sker først og fremmest med henvisning til, at forbuddet ifølge foreningen fejlagtigt retter sig mod mediehuset og ikke mod koncernens respektive aviser og deres redaktører.

- Redaktøransvaret er et grundlæggende princip i dansk medievirksomhed, siger Danske Mediers administrerende direktør, Ebbe Dal, i en pressemeddelelse.

- I en tid, hvor økonomiske og forretningsmæssige forhold medfører fusioner og opkøb af medievirksomheder, er det afgørende, at redaktøransvaret respekteres - også af myndighederne, siger han.

Det var Politiets Efterretningstjeneste (PET), der natten til 8. oktober gik i byretten og krævede et forbud mod "Syv år for PET".

Ønsket byggede på en frygt for, at bogens indhold muligvis var til fare for statens sikkerhed og rigets forsvar.

På trods af forbuddet fra byretten, som blev nedlagt efter et blot 20 minutter langt retsmøde, valgte dagbladet Politiken 9. oktober at trykke hele bogen i et særtillæg.

Som en konsekvens heraf bad PET byretten om at ophæve forbuddet. Men mediehuset insisterede altså på at fortsætte den juridiske dyst i landsretten.

Efter Østre Landsrets afgørelse fastslog PET, at man nu vil anlægge en civil sag mod JP/Politikens Hus.

"Syv år for PET" er skrevet af Politiken-journalisten Morten Skjoldager. I bogen fortæller den tidligere PET-chef Jakob Scharf om tjenestens arbejde med en række terrorsager.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx