Af Ritzau - 13/03-17 10:46; Opdateret: 13/03-17 12:38

Anklager i Polen vil afhøre EU-præsident Tusk i agentsagAnklager i Polen vil afhøre EU-præsident Tusk i agentsag

Donald Tusk skal møde til afhøring i Polen som vidne i sag om agenters uautoriserede kontakt til andet land.

Polens anklagemyndighed vil onsdag afhøre EU-præsident Donald Tusk i en sag fra hans tid som polsk premierminister.

Angiveligt skal tidligere efterretningsagenter have haft kontakt med et fremmed land i 2010. Agenterne havde ikke beføjelser til denne kontakt.

- Hr. Donald Tusk er blevet indkaldt som vidne i en sag mod tidligere ledere af den militære kontraspionagetjeneste, der er blevet anklaget for at samarbejde med et andet lands efterretningstjenester uden den nødvendige godkendelse fra premierministeren, siger anklageren Michal Dziekanski.

Den nuværende EU-præsident var polsk premierminister, da de uautoriserede kontakter skal have fundet sted.

EU-præsidenten er villig til at lade sig afhøre, siger en talsmand. Det kommer dog ikke til at ske onsdag, sådan som anklagemyndigheden i Warszawa befaler.

Det skyldes, at han netop den dag skal optræde i EU-Parlamentet i Strasbourg for at aflægge rapport om et nyligt overstået topmøde.

- Derfor vil det ikke være muligt for ham at afgive forklaring den dag i Polen, siger talsmanden.

Det er ikke umiddelbart klart, hvilken rolle Tusk skal have spillet i foretagendet fra 2010, eller om sagen kan bringe ham i problemer.

Den 59-årige Donald Tusk er meget upopulær hos den siddende polske regering.

Landets premierminister, Beata Szydlo, reagerede derfor med stor vrede, da de øvrige 27 EU-lande - imod den polske regerings ønske - på topmødet torsdag i sidste uge genvalgte ham som EU-præsident frem til 2019.

For at vise sin utilfredshed nægtede premierministeren ved topmødets afslutning at godkende et ellers ganske ukontroversielt slutdokument.

Efterfølgende har regeringen fortsat sit oprør. Landets udenrigsminister, Witold Waszczykowski, sagde lørdag, at regeringen også fremadrettet vil besvare genudnævnelsen af Tusk ved at "blokere initiativer".

- Man er nødt til at sige det åbent: EU-politik viste sig at være politik med dobbeltmoral og snyd, tordnede Waszczykowski til avisen Super Express.

/ritzau/Reuters

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx