Af Ritzau - 13/06-17 08:51

Ikke alle efteruddannelser pynter på lønsedlenIkke alle efteruddannelser pynter på lønsedlen

Flere AMU-kurser har tjent sig selv hjem efter tre år, mens andre ikke har nogen effekt, viser ny analyse.

Det pynter på lønsedlen, beskæftigelsen og jobmobiliteten, når medarbejdere deltager i diplomkurser, akademikurser og nogle typer AMU-kurser. Men ikke alle kurser giver den ønskede effekt.

Det viser en effektanalyse, som Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning, KORA, har lavet for Undervisningsministeriet.

- Med analysen kan vi komme nærmere, hvilke voksen- og efteruddannelsesindsatser det offentlige har en særlig forpligtelse til at løfte, siger undervisningsminister Merete Riisager (LA) i en pressemeddelelse.

- Det kan være i forhold til den enkeltes løn, jobmobilitet eller noget helt tredje. Vi har brug for et solidt grundlag, når trepartsforhandlingerne om kort tid går i gang.

Analysen er den største, der hidtil er lavet af efteruddannelsesindsatsen både i dansk og international sammenhæng.

Specifikt for AMU-kurser viser analysen, at selv om kurserne er kortvarige, er de generelt en god forretning for samfundet. Nogle kurser har tjent sig selv hjem allerede efter tre til fire år.

Men der er store forskelle på de forskellige typer kurser. Især branchespecifikke og tværgående AMU-kurser trækker effekterne i positiv retning.

Derimod påvirker hverken certifikatkurser eller grundlæggende AMU-kurser løn og beskæftigelse.

Vi kommer til at mangle faglært arbejdskraft under "den fjerde industrielle revolution", hvor digitalisering, robotter og kunstig intelligens vil gøre sit indtog, påpeger Kora-professor Nicolai Kristensen, der står bag rapporten.

- Det er en udvikling, der forventes at ramme bredt på arbejdsmarkedet. Men dog især blandt kortuddannede og ufaglærte. I det lys er det virkelig interessant og vigtigt at se på effekterne af AMU-kurserne.

Analysen viser også, at ufaglærte får mere ud af kurserne end faglærte, både hvad angår løn og beskæftigelse. Og kurser, der foregår på virksomheder, har større effekter end kurser på eksempelvis AMU-centre.

Op til trepartsforhandlingerne har LO lavet sin egen undersøgelse:

- Man øger beskæftigelsen varigt med 17.000, og man løfter bnp med 0,6 procent, hvis man sørger for, at der er endnu flere, der kommer på AMU-kurser, siger LO-formand Lizette Risgaard.

- Vi går til trepart med ønsket om at få skabt et sammenhængende og moderne efteruddannelsessystem, som er let at gå til, og hvor folk hurtigt kan finde ud af, hvad der kan hjælpe dem.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx