Af Ritzau - 14/12-16 21:35; Opdateret: 14/12-16 21:49

FN til Gambias præsident: Accepter dit valgnederlagFN til Gambias præsident: Accepter dit valgnederlag

Gambias præsident er færdig på posten 19. januar, efter han har tabt præsidentvalget, mener FN.

FN opfordrer nu Gambias mangeårige diktator, Yahya Jammeh, til at trække sig fra posten, efter at han tabte præsidentvalget i begyndelsen af december.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Jammeh erkendte først, at han havde lidt et nederlag til erhvervsmanden Adama Barrow, der ifølge det officielle valgresultat fik 263.515 stemmer, mens han selv fik 212.099.

Men en uges tid efter valget ombestemte Jammeh sig og krævede et omvalg.

Han hævder, at undersøgelser har afsløret, at en række "uacceptable fejl" blev begået af valgmyndighederne.

Men Jammeh skal altså træde tilbage 19. januar, når hans femårige mandat udløber. Det fastslår FN's udsending i Vestafrika, Mohamed Ibn Chambas.

Jammeh, som har været ved magten i 22 år, har tidligere svoret, at han ville lede landet i "en milliard år".

Præsidenten er i det hele taget berygtet for sine udtalelser, der flere gange har skabt overskrifter, som da han påstod, at han havde en urtekur imod aids. Eneste minus: Den virker kun om torsdagen.

Jammeh har i sin årtier lange regeringstid regeret per dekret - det vil sige, at han selv lavede mange af landets love.

Han er gentagne gange blevet kritiseret af menneskerettighedsgrupper for at gå hårdt efter systemkritikere, og han er blevet anklaget for at bruge torturmetoder.

Senest valgte Jammeh at trække Gambia ud af Den Internationale Straffedomstol (ICC). Domstolen er central i forhold til at rejse anklager om blandt andet folkemord og krigsforbrydelser.

Barrow er blandt andet gået til valg på at få landet tilbage i ICC.

Den - måske - kommende præsident har også lovet de 1,8 millioner gambiere, at forgængerens erklæring fra 2015 om, at landet er en islamisk republik, bliver trukket tilbage.

Derudover har erhvervsmanden sagt, at han vil genoplive landets økonomi og sætte en stopper for overtrædelser af menneskerettighederne.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx