Af Ritzau - 10/01-17 11:12

Sådan kører du sikkert i dårlig sigtbarhedSådan kører du sikkert i dårlig sigtbarhed

Glatte vejbaner, dårlig sigtbarhed eller tåge på de mørke eftermiddage rammer mange bilister, men hvordan kører man efter forholdene?

Det kan godt være, at du må køre 80 kilometer i timen på de danske landeveje, men det er ikke ensbetydende med, at du skal gøre det.

Hvis sigtbarheden er dårlig på grund af tåge eller regn, er det faktisk en decideret dårlig idé, fortæller Pernille Ehlers, der er specialkonsulent i Rådet for Sikker Trafik.

- Mange tænker, at "man jo godt må køre 80 her", men det skal man bare ikke, hvis det er tåget eller glat eller regner. Hastighedsgrænsen er et maks., men man må faktisk godt køre langsommere, og det bør man gøre, når det er dårligt vejr, siger hun.

Fart er den største fare, når bilister kører i dårligt føre eller dårlig sigtbarhed. Vi sætter simpelthen ikke farten ned efter, hvor dårligt udsynet bliver. Pernille Ehlers oplever, at mange simpelthen undervurderer, hvor galt det kan gå, hvis der sker noget uventet i tågen eller regnvejret.

I Havarikommissionen for Vejtrafikulykker viser en gennemgang af knap 300 alvorlige trafikulykker, at næsten hver femte alvorlige trafikulykke er påvirket af dårligt vejr eller sigtbarhed - føreren af den forulykkede bil har altså ikke nødvendigvis kørt for stærkt i forhold til hastighedsgrænsen, men ulykken kunne være undgået, hvis farten var blevet sænket nok til at matche eksempelvis vejrforhold som tåge, regn eller mørke.

- Vejret og forholdene på vejen gør fart farligere, også selv om du egentlig overholder hastighedsbegrænsningen, forklarer kommissionens formand Mette Fynbo til Ritzau Fokus.

Hos Midt- og Vestjyllands Politi oplever vicepolitiinspektør og leder af færdselsafdelingen Henrik Glintborg, at ulykkerne ved høj fart i dårlig sigtbarhed ofte opstår, når en bilist bliver overrasket og skal bremse pludseligt op.

Det kan være en traktor eller cyklist, der dukker op fra en sidevej eller et dyr, som løber over vejen.

- Når vejret er uforudsigeligt, ser vi en del alvorlige ulykker. Hvis det for eksempel er pletvist glat, så er der mange, der bliver overraskede. Derfor er det altid en god idé at sænke farten, når vejret er ustadigt med tåge og dis eller temperaturerne svinger omkring frysepunktet, siger han.

Politiet oplever også farlige situationer, når en bil ikke har automatisk tænding af baglyset, og føreren glemmer det. Det giver farlige situationer, hvor man risikerer at blive påkørt bagfra i dårlig sigtbarhed.

- I en årrække skulle biler i Europa kun have automatisk kørelys på forlygterne, men vi danskere var jo vant til, at både for- og baglygter tænder automatisk, så der er nogen, der glemmer at tænde det manuelt, forklarer Pernille Ehlers.

Hun råder til, at man får en mekaniker til at slutte baglyset til det automatiske kørelys, hvis man selv glemmer det igen og igen.

Fakta: Gode råd til at køre i dårlig sigtbarhed:

- Hold ruderne rene både indvendigt og udvendigt, så dit udsyn ikke bliver forstyrret.

- Hvis din bils baglygter ikke tænder automatisk, så få det ordnet eller gør det til en vane at tænde baglyset, når du starter bilen.

- Brug kun tågelygterne, når det er tåget eller regner kraftigt.

- Sænk farten. Det er nemt at undervurdere, hvor lidt du egentlig kan orientere dig i dårlig sigtbarhed, og det er svært at nå at bremse op, hvis du først ser en kø, traktor eller cyklist meget tæt på.

- Brug det lange lys på mørke veje, men husk at sænke farten, når der kommer modkørende og du er nødt til at slå det lange lys fra igen.

Kilde: Rådet for Sikker Trafik.

/ritzau/FOKUS

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx