Af Ritzau - 13/06-17 11:46; Opdateret: 13/06-17 14:46

Politiet lover hjælp til PostNord i VollsmosePolitiet lover hjælp til PostNord i Vollsmose

Fyns Politi lover at hjælpe postbude med at få posten ud. De får en hurtig linje på telefonen til politiet.

Politiet lover PostNord hjælp til at få posten ud i Vollsmose.

- Vi skal have en løbende dialog, og vi er parat til at rykke ud, hvis det er nødvendigt, siger chefpolitiinspektør Lars Bræmhøj, Fyns Politi, til Ritzau.

Fyns Politi mødtes tirsdag morgen med repræsentanter for PostNord, efter at posten mandag midlertidigt indstillede omdelingen af post efter flere tilfælde af chikane i bydelen.

Mødet har handlet om, hvordan postbudene kan sikres tryghed, når de er på arbejde i bydelen.

- PostNord får hurtigere adgang til at komme i kontakt med politiet, og vi får en løbende mødeaktivitet, hvor vi kan arbejde med den tryghed, der er nødvendig for postbudene, siger Lars Bræmhøj.

- Målet er en løbende dialog, så vi kan bakke op, og så vi er forberedt på at rykke ud, hvis det er nødvendigt.

Han understreger, at politiet allerede er massivt til stede i Vollsmose, hvor der ligger en lokalpolitistation, og hvor politiet patruljerer døgnet rundt.

Spørgsmål: Når I er så massivt til stede, hvorfor opstår der så sådan en utryghedssituation for PostNord?

- Nu bor der jo flere end 9000 mennesker i Vollsmose, og uanset, at vi er massivt til stede, kan vi jo ikke stå på hvert gadehjørne, men vi vil være i stand til at rykke hurtigt ud, hvis der sker et eller andet, siger Lars Bræmhøj.

Han fastslår, at posten skal kunne komme ud, også i Vollsmose.

- Enhver borger i det her land skal kunne få sin post og pakker. Og det skal også være sådan, at uanset hvor man kommer fra, skal man kunne køre ind i et område uden problemer, siger Lars Bræmhøj.

Den fremtidige sikring af postbudene i Vollsmose, herunder tilbuddet om en hurtig linje til politiet, bliver også drøftet på et møde onsdag.

Her deltager politidirektør Kit Claudi Grøn-Iversen, Fyns Politi, Odenses borgmester, Peter Rahbæk Juel (S) og repræsentanter for PostNords ledelse.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx