Af Ritzau - 12/05-17 15:29; Opdateret: 12/05-17 15:57

Sass' australske flygtningelejr er rød linje for ELSass' australske flygtningelejr er rød linje for EL

Hvis S gør alvor af Sass Larsens ønske om den australske model, så kan det blive uden EL som støtteparti.

- Vores politiske projekt er ikke at gøre Mette Frederiksen til statsminister.

Sådan lyder det fra Enhedslistens politiske ordfører, Pernille Skipper.

På partiets årsmøde i Korsgadehallen på Nørrebro brugte hun en del af sin tale på de "røde linjer", som Enhedslisten overvejer at opstille for samarbejdet med Socialdemokratiet:

- Hvis en ny regering med Socialdemokraterne i spidsen sætter den grønne omstilling i stå. Hvis der valser en ny Corydon ind med reformer, der markant øger uligheden. Hvis Sass vil bygge australske flygtningelejre.

- Så er det måske på tide, at vi som parti siger: Det bliver med et andet parlamentarisk grundlag end Enhedslisten, siger Pernille Skipper.

Hendes ord bliver mødt med det hidtil største bifald, og mange markerer deres støtte ved at trampe i gulvet.

Enhedslisten er dog fortsat kun i de indledende faser i arbejdet med at opstille nye parlamentariske spilleregler for en kommende S-ledet regeringen.

I Folketingsgruppen ønsker flere dog opbakning fra medlemmer og partiets hovedbestyrelse til at om nødvendigt at kunne tage det allerskarpeste våben i brug: Et mistillidsvotum, der kan udløse valg.

Også partiets udlændingeordfører, Johanne Schmidt-Nielsen, mener, at indførelsen af den australske model for at håndtere flygtninge kan blive enden på S-ledet regering.

Det vil nemlig i hendes øjne være et brud med grundlæggende menneskerettigheder:

- Så kan det godt være, at vi skal sige, at vi skal have udskrevet et valg for at spørge vælgerne: Synes I virkelig, det er den vej, Danmark skal gå?, siger Johanne Schmidt-Nielsen.

Hendes håb er dog, at det ikke bliver nødvendigt at gå så langt.

- Ligesom vi er villige til at samarbejde, mon ikke Socialdemokratiet også er det, siger hun.

Fra talerstolen understreger den politiske ordfører, Pernille Skipper, også, at Enhedslisten godt kan se sig selv arbejde sammen med en kommende rød regering.

- Der er helt sikkert nye gode toner fra socialdemokraternes top på nogle områder. Og vi kommer aldrig til at pege på Løkke. Vi vil meget gerne samarbejde om mere lighed, velfærd og grøn omstilling, siger hun og tilføjer:

- Men vi kan ikke ignorere, at uligheden og fattigdommen også steg, mens Socialdemokraterne, SF og Radikale sad i regering.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx