Af Ritzau - 26/06-17 21:45

Dansk cykelkomet retter blikket mod OL-succes på banenDansk cykelkomet retter blikket mod OL-succes på banen

Trods en række flotte resultater på landevejen har unge Julius Johansen ikke travlt med at blive professionel.

Han rydder lige nu al modstand til side på landevejene, men i de kommende år er det en tilværelse som banerytter, der trækker i 17-årige Julius Johansen.

Den unge cykelrytter understregede i sidste uge sit kæmpetalent ved DM i Grindsted, da han i overlegen stil blev dansk juniormester i både linjeløb og enkeltstart.

Tidligere på måneden vandt han det internationale etapeløb Trofeo Karlsberg i Tyskland, ligesom han satte seniorryttere og professionelle til vægs i det traditionsrige Stjerneløbet i Roskilde.

Men i de kommende år er det de indendørs cykelbaner, der har førsteprioritet for nordsjællænderen med det enorme potentiale.

- Jeg har taget en beslutning om at satse på banen frem til OL i 2020. Det giver nogle rigtig gode oplevelser, og samtidig giver banetræningen mange gode ting, jeg kan bruge på landevejen.

- Man har kunnet se på min kørsel i år, at det har givet mig meget at komme ind over banelandsholdet og få så kompetent en træner, som vi har i Casper Jørgensen, siger Julius Johansen.

At fokus nu er rettet mod banelandsholdet og OL i Tokyo, betyder dog ikke, at han ikke vil jagte flere succesoplevelser på asfalten.

Sommermånederne skal også i de kommende år bruges på landevejsløb, forklarer han.

- Det er let at kombinere, for vi får meget af den samme træning, selv om vi kører på bane.

- Trænerne har heldigvis det syn på det, at vi også skal være gode på landevejen, så vi ikke bliver 100 procent specialiserede baneryttere, siger Julius Johansen.

I øjeblikket er han som juniorrytter tilknyttet Team Børkop Cykler - Roskilde Junior, men fra 2018 skal han konkurrere med "de voksne".

Selv om talentet er til at få øje på, har han ikke travlt med at blive professionel på et stort, udenlandsk hold.

- Jeg er så ung, at hvis jeg skrev kontrakt med et stort hold, ville jeg alligevel ikke komme til at køre de store løb endnu.

- På den måde ligger det fint i forhold til min alder, at jeg muligvis kan blive professionel efter OL i Tokyo. Jeg regner med, at jeg skal køre for et mindre dansk kontinentalhold frem til 2020, siger Julius Johansen.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx