Af Ritzau - 16/01-17 10:36; Opdateret: 16/01-17 11:14

Næsten 5000 danskere blev trætte af deres fornavn i 2016Næsten 5000 danskere blev trætte af deres fornavn i 2016

Ikke siden 2007 har så mange danskere skiftet fornavn. Folk vil ændre deres livs filmplakat, mener ekspert.

2016 bød på overarbejde til de virksomheder, der laver dørskilte til danske hjem.

4779 danskere skiftede nemlig deres fornavn ud sidste år, og det er det højeste antal siden 2007, skriver Danmarks Statistik i en pressemeddelelse.

Og ifølge Danmarks Statistik var tallet formentlig så højt i 2007, fordi der året før blev indført en ny og mere lempelig navnelov.

Stigningen er udtryk for, at vi ser os selv som unikke mennesker, fortæller livsstilsekspert Henrik Byager.

- Der er rigtig mange mennesker, der tænker over, hvad der skal stå på deres livs filmplakat. De lægger sig selv og deres navn ind i en fortælling.

- De kan godt lide at tænke, at filmen ændrer sig, hvis filmplakaten får et nyt navn. Så ændrer publikum og fortællingen sig, siger Henrik Byager.

Livsstilseksperten uddyber, at navneændringerne smitter. Det er en "bølge", der river en masse med sig, hvorefter udviklingen stopper, mener han.

Af de 4779 personer er 2974 kvinder, mens 1805 er mænd.

Mens kvinder hyppigst ændrer deres navn fra Susanne til Sanne, er det mest anvendte navneskift hos mænd at gå fra Rene til René.

Til trods for at der er flest kvinder på listen, ser Henrik Byager en udvikling i, at så mange mænd vælger at få et nyt navn.

- Jeg vil påstå, at hvis vi går 30-40 år tilbage, var der en meget større andel af kvinder, end der er nu, der skiftede navn, siger han.

- Det er traditionelt et kvindeområde, som mænd nu er ved at komme ind på.

Statistikken viser samtidig, at 40.680 danskere fik nyt efternavn i 2016. Her er tendensen, at mange vælger at skifte "sen"-navne ud med efternavne, der ikke indeholder "sen".

De mest almindelige fornavne er fortsat Peter og Anne for henholdsvis mænd og kvinder.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx