Af Ritzau - 14/04-17 16:29; Opdateret: 14/04-17 17:48

Samuelsen korrekser Hjort: Ikke brug for flere værnepligtigeSamuelsen korrekser Hjort: Ikke brug for flere værnepligtige

Flere værnepligtige er ikke regeringens politik, siger LA-leder stik imod melding fra forsvarsministeren.

storybild

Det er ikke regeringens politik at øge antallet af værnepligtige, understreger udenrigsminister og politisk leder af Liberal Alliance Anders Samuelsen. (Billede: Scanpix/Emmanuel Dunand)

Det er ikke regeringens politik at øge antallet af værnepligtige.

Det siger udenrigsminister og politisk leder for Liberal Alliance Anders Samuelsen.

- Det kan godt være, Claus Hjort godt kunne tænke sig flere værnepligtige. Men det er ikke regeringens politik, siger Anders Samuelsen.

Meldingen kommer, efter at forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) i et interview med TV2 har sagt, at han gerne ser lidt flere værnepligtige.

Forsvarsministeren siger i interviewet, at forsvaret skal kunne præstere mere, ikke mindst i lyset af en troppeopbygning i det vestlige Rusland.

Anders Samuelsen er enig med forsvarsministeren i, at forsvaret skal have et "substantielt løft".

Men heri ligger - ifølge Samuelsen - ikke, at antallet af værnepligtige øges ud over de nuværende 4200 mand.

Samuelsen siger, at han ikke har set dokumentation for, at en øgning af antallet af værnepligtige er det, der skal til for at løse de udfordringer, som forsvaret står med.

Spørgsmål: Er der noget, forsvarsministeren så har misforstået?

- Jeg præciserer bare, hvad der er regeringens politik. Andet er der ikke i dét, siger Anders Samuelsen.

Han mener, at Claus Hjort med sit udsagn muligvis har "tænkt højt", men at det ikke kan tages for andet end forsvarsministerens personlige mening.

Statsminister Lars Løkke Rasmussens særlige rådgiver, Jacob Bruun Christensen, oplyser, at statsministeren er på ferie og ingen kommentarer har til meningsudvekslingen.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx