Af Ritzau - 22/06-17 16:42; Opdateret: 22/06-17 17:00

Regeringen udskyder beslutning om soldater til AfghanistanRegeringen udskyder beslutning om soldater til Afghanistan

Regeringen venter på USA, før styrken af danske soldater i Afghanistan kan opjusteres med 55 soldater.

Regeringen har endnu ikke truffet beslutning om at udsende flere danske soldater til Afghanistan.

I stedet venter Danmark på at høre, hvad Nato-alliancens samlede bidrag skal være.

Det oplyser udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) torsdag efter et møde i Det Udenrigspolitiske Nævn.

- Vi er ikke der, hvor vi kan gøre det på nuværende tidspunkt. Men derfor har vi alligevel ønsket at inddrage nævnet, siger Anders Samuelsen.

Det var på forhånd ventet, at et flertal ville bakke op om regeringens forhåndsmelding om, at Danmark skal sende 55 soldater til Afghanistan til bevogtning, sikring og transport.

Formelt har regeringen dog ikke brug for at hente mandat i Folketinget til at sende flere soldater afsted. Det eksisterende mandat fra 2014 giver allerede regeringen mulighed for selv at udvide indsatsen.

Det er ikke muligt at sige, hvor længe Danmark skal være til stede i landet ifølge udenrigsministeren.

- Situationen har foregået over rigtig, rigtig mange år, og der er ikke udsigt til nogen umiddelbar løsning på konflikten.

- Vi er i en situation, hvor det er vigtigt at sørge for at være med til - vurderer regeringen - at bidrage til stabilisering af forholdene, siger Anders Samuelsen.

Dansk Folkeparti har nikket ja, men er skeptisk over for oprustningen og ønsker en principiel diskussion om formålet.

Det hilser Anders Samuelsen velkommen, men han ønsker ikke at referere fra lukkede møder.

Planen er at sende det øgede bidrag til hovedstaden Kabul for at varetage sikrings-, bevogtnings- og transportopgaver.

Det siger forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) efter mødet.

- Under forudsætning af, at andre lande sender bidrag, så er det regeringens indstilling at anbefale, at vi sender ekstra soldater til opgaver i Kabul. Det er vigtigt at understrege, at det er ikke kampopgaver.

Danmark trak i 2014 alle kampsoldater hjem fra krigen.

Krigen i Afghanistan har varet siden 2001. 43 danske soldater har mistet livet, mens flere hundrede er blevet såret under det danske engagement.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx