Af Ritzau - 06/12-16 22:42

Barcelona giver dansk landsholdsduo lektion på Camp NouBarcelona giver dansk landsholdsduo lektion på Camp Nou

Gladbach med to danskere på holdet kunne intet stille op mod Barcelona, der spadserede sig til en 4-0-sejr.

Landsholdsduoen Andreas Christensen og Jannik Vestergaard kommer næppe til at huske tirsdagens besøg på Barcelonas Camp Nou med særlig stor tilfredshed.

De to Mönchengladbach-forsvarere kunne nemlig intet stille op, da det formsvage bundesligahold tabte 0-4 til den catalonske storklub i sidste spillerunde i Champions Leagues gruppe C.

Tyskerne forsøgte ellers at beskytte eget mål ved at op i en ultradefensiv opstilling, der - måske utilsigtet - lignede 6-3-1, når Barcelona var i boldbesiddelse.

Og det var spanierne tit.

Jannik Vestergaard indtog en plads i det centrale forsvar, mens Andreas Christensen havde en rolle, der var en mellemting mellem højre back og højre midtstopper.

Det overforsigtige udgangspunkt hjalp ikke gæsterne, der var på hælene fra første minut.

Kun et kvarter skulle et reservepræget Barcelona-hold bruge til at bringe Lionel Messi fri i venstre side af straffesparksfeltet, og argentineren bragte uden problemer sit hold foran.

Gladbach var på forhånd sikret tredjepladsen i gruppen uanset resultatet af kampen, og holdet virkede mest optaget af at slippe hjem uden for mange ridser i renomméet.

Ud over en behjertet forsvarsfight havde gæsterne stort set intet at byde på, og efter pausen gik det helt skævt.

I en uhyre ensidig forestilling scorede Arda Turan tre gange på 17 minutter og sørgede for en 4-0-føring, inden han med god samvittighed kunne lade sig udskifte.

Med sejren nåede Barcelona op på 15 point på gruppens førsteplads. Manchester City måtte nøjes med 1-1 hjemme mod Erik Sviatchenko og Celtic, men var allerede på forhånd sikker på andenpladsen.

I gruppe B var der lagt op til et trekantdrama, da Napoli, Benfica og Besiktas skulle slås om de to adgangstegn til ottendedelsfinalen.

Men tyrkerne forpurrede lynhurtigt spændingen med et spektakulært kollaps på udebane mod allerede eliminerede Dynamo Kiev.

Allerede efter første halvleg var Besiktas bagud 0-4, og da de 90 minutter var overstået stod der 0-6 på en mørk aften for det tyrkiske mesterhold.

Napoli sikrede sig førstepladsen i puljen med en 2-1-sejr i Lissabon over Benfica, som også er videre til knockoutfasen.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx