Af Ritzau - 10/12-16 16:14

Løkke: Danske kampfly har tvunget IS i defensivenLøkke: Danske kampfly har tvunget IS i defensiven

Lars Løkke besøgte lørdag de danske kampfly, som i næste uge vender hjem efter seks måneders kamp mod IS.

- I har gjort det for jeres familier. I har gjort det for vores alle sammen skyld. I har været en første flyvende skanse over for de mørke kræfter.

Sådan lød det fra statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) som lørdag besøgte de danske kampfly i på Incirlik-basen i Tyrkiet.

På torsdag den 15. december letter de danske F-16 kampfly for sidste gang fra Incirlik-basen for at vende hjem til Danmark.

Dermed er seks måneders bombetogter mod Islamisk Stat i Syrien og Irak slut. Og det har gjort en stor forskel, mener statsministeren.

- I har bidraget til at tvinge ISIL (et andet ord for Islamisk Stat, red.) i defensiven. De er trængt tilbage og deres højborg i Mosul er ved at falde, siger Lars Løkke Rasmussen.

Han fremhæver samtidig, at danskerne har formået at bombe mere end 350 gange.

- Og der er ingen indikationer på civile tab, siger Lars Løkke Rasmussen, der talte til de udsendte danskere fra tre træpaller, der var stillet op som talerstol i den solbeskinnede danske del af Incirlik-basen.

Statsministeren fik også lejlighed til at se et af de syv udsendte danske kampfly på den såkaldte flight line.

Det er herfra, de danske kampfly de seneste seks måneder har fløjet mere end 250 missioner og kastet mere end 350 bomber mod Islamisk Stat i Irak og Syrien.

Ud over angreb på kampstillinger, personer og bygninger består kampflyenes missioner også i overvågning og indhentning af efterretninger.

Kampflyene har siden midten af juni været udsendt på et seks måneder langt mandat. Det udløber nu, og derfor trækkes flyene hjem.

Danmarks indsats vil derfor i den kommende tid i stedet være fokuseret på at opbygge de irakiske styrker, som kæmper på jorden mod Islamisk Stat. Det sker blandt andet i den irakiske by Mosul, der er den sidste store bastion for Islamisk Stat i Irak.

Danmark har i øjeblikket udsendt omkring 120 soldater på en base vest for Bagdad, hvor de træner og rådgiver irakiske styrker.

I forbindelse med at flyvevåbnets bidrag trækkes hjem, vil Danmark udvide træningsindsatsen i Irak med et ingeniør- og konstruktionshold. Dermed kommer træningsbidraget fra 2017 op på omkring 150 mand.

Samtidig skal de danske specialstyrker på basen tage en mere aktiv rolle og bevæge sig ud sammen med de irakiske styrker og blandt andet tilkalde luftstøtte. Det er dog ikke planen, at de danske jægersoldater skal i egentlig kamp.

/ritzau/

Har du læst disse?

Andre læser også

Hvad tænker du..?

Lige nu på BT.dk

Scorede i finalen i København: Nu har...
bt.dk
Efter bruddet: Det skal der ske med...
bt.dk
Skuespiller venter barn med sin...
bt.dk
Jes Dorphs søn gik på samme skole som...
bt.dk
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx