Af Ritzau - 31/05-17 21:44

Vendsyssel-træner: Vi skal bygge på solid defensivVendsyssel-træner: Vi skal bygge på solid defensiv

Vendsyssel-træner Erik Rasmussen er tilfreds med defensiven i 0-0-kamp mod Horsens i det første playoff-møde.

AC Horsens skuffede onsdag aften, da holdet på eget græs blot klarede 0-0 mod Vendsyssel fra 1. division.

Kampen var den første af to om en plads i Alka Superligaen efter sommerferien. Den samlede taber må nøjes med 1. division.

Udeholdets cheftræner, Erik Rasmussen, var yderst tilfreds med sit holds defensiv, som holdt stand.

- Jeg er glad for, at vi lukkede så godt ned for Horsens, som er et vanskeligt hold at spille imod, siger Erik Rasmussen.

- Jeg er rigtig tilfreds med vores defensive præstation. Vi producerede ikke særlig meget offensivt, men det kommer forhåbentlig på søndag, siger Vendsyssel-træneren med henvisning til returkampen.

Opgøret bar præg af mange dueller og dødbolde, hvilket også var elementer, som cheftræneren bed mærke i.

- Det var en herrefight. Der var ingen, der trak sig i duellerne. Rent æstetisk var det knap så kønt, men det er både vi og Horsens ret ligeglade med, siger Erik Rasmussen.

Søndag spilles returkampen, hvor Vendsyssel har hjemmebanefordel i Hjørring. En kamp, som Erik Rasmussen glæder sig til.

- På søndag har vi publikum i ryggen, og det skulle gerne give os et boost, siger cheftræneren.

- Vi håber at få et bedre flow i spillet i returkampen, siger Erik Rasmussen.

En samlet sejr over Horsens vil sende Vendsyssel i Superligaen.

- Vi har en plan for, hvad vi gerne vil, men det er svært, når vi endnu ikke ved, om vi skal spille Superliga eller 1. division efter sommerferien, siger Erik Rasmussen.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx