Af Ritzau - 04/01-17 23:17

Real Madrid sænker Sevilla trods Ronaldo-hvil i pokalenReal Madrid sænker Sevilla trods Ronaldo-hvil i pokalen

På tre mål inden pausen sikrede Real Madrid sig et gunstigt udgangspunkt i pokalturneringen mod Sevilla.

Real Madrid er godt på vej til at tage en af de otte pladser i kvartfinalerne i den spanske pokalturnering, Copa del Rey.

I den på forhånd mest imødesete ottendedelsfinale sejrede ligaens førerhold med 3-0 hjemme på Santiago Bernabeu over Sevilla, der aktuelt ligger på tredjepladsen i ligaen.

Real-træner Zinedine Zidane havde valgt at spare superstjernen Cristiano Ronaldo, men selv uden portugiseren samt den skadede waliser Gareth Bale blev det en sikker hjemmesejr.

Den blev grundlagt på en god første halvleg, hvor alle scoringer faldt. Real Madrid kom på 1-0 efter 11 minutter ved James Rodríguez, og midterforsvareren Raphaël Varane fordoblede føringen efter knap en halv time.

På tærsklen til pausen blev det også 3-0, da James Rodríguez udnyttede et straffespark.

Efter pausen spadserede hjemmeholdet sejren hjem, og meget skal gå galt, hvis den ikke rækker til samlet avancement.

Returkampen i Sevilla spilles næste torsdag.

FC Barcelona spiller sin første ottendedelsfinale ude mod Athletic Bilbao torsdag aften.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx