Af Ritzau - 05/05-17 13:49

Martin Henriksen ønsker undskyldning efter danskerdebatMartin Henriksen ønsker undskyldning efter danskerdebat

Ondsindet, manipulerende, nederdrægtigt. Skældsordene fyger over De Radikale, der har sat danskhed til debat.

De Radikale manipulerer og misforstår med vilje, hvad det var, et flertal i Folketinget mente i februar i den efterhånden herostratisk berømte vedtagelse om, at danskere er i mindretal i boligområder.

Kritikken er harsk i Folketingssalen fredag. Her har De Radikale sammen med Folketingets venstrefløj rejst debat om, hvorvidt man kan være dansker, hvis man har ikkevestlig baggrund.

- Det er absurd. Og det er også ondsindet, siger Dansk Folkepartis Christian Langballe.

- Det er simpelthen en manipulerende omgang, siger han.

Hans partifælle Martin Henriksen, der har været en central deltager i debatten, mener, at flertallet bag vedtagelsen, regeringen, DF og S, har krav på en undskyldning.

- De partier, der påstår, at Folketinget har vedtaget, at personer med ikkevestlig baggrund i alle tilfælde er udelukket fra at blive danskere, bør give en undskyldning.

Venstres politiske ordfører, Jakob Ellemann-Jensen kalder det "nederdrægtigt" af De Radikale. Han mener ikke, at R for alvor kan have været i tvivl om, hvad meningen var.

Partiets indfødsretsordfører, Jan E. Jørgensen, bruger det billede, at partierne bag den omstridte vedtagelse, fik startet en mindre brand.

- Jeg mener, at De Radikale dengang hældte benzin på branden frem for at hjælpe med at slukke den.

De Radikales ordfører i debatten, Sofie Carsten Nielsen, giver igen. Hvis V og DF mener, at deres vedtagelse kan misforstås, så har de nu chancen for at stemme for en ny, lyder hendes opfordring.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx