Af Ritzau - 07/03-17 11:39

Mosefundet fly var Nazityskland mest yndede jagerMosefundet fly var Nazityskland mest yndede jager

Det fly, der er fundet i en mose nær Aabybro i Nordjylland, var et af Anden Verdenskrigs mest brugte.

Det er vraget af en af de helt store flyklassikere fra Anden Verdenskrig, der er fundet i Nordjylland. Det fortæller major og militæranalytiker ved Forsvarsakademiet Mikkel Storm Jensen.

Flyet er af typen Messerschmitt Bf - Bayerishe Flugzeugwerke - 109. Et jagerfly, der hovedsageligt blev brugt om dagen, og som var rygraden i det tyske luftvåbens flåde.

- Det er den mest producerede tyske jager under Anden Verdenskrig. Den blev brugt til mange ting, men var primært en dagjager. Så den skulle jage fly om dagen.

- Der er tale om en ensædet, lille maskine, der er hurtig og manøvredygtig. Og som havde en forholdsvis kort rækkevidde, siger Mikkel Storm Jensen.

Bf 109'eren blev produceret af Tyskland fra 1936 og var aktiv allerede under Den Spanske Borgerkrig.

Krigen igennem blev den opdateret og opgraderet i mange forskellige versioner. I alt blev der produceret over 33.000 Bf 109'ere.

Der er tale om en af de mest kendte jagerfly fra Anden Verdenskrig, der er fundet i Nordjylland.

- Spitfire og Messerschmitt 109 er de fly, man kender fra Anden Verdenskrig, når det kommer til Europa.

- De førende tyske toppiloter foretrak Messerschmitten hele vejen igennem. Den var et lille mål, og den var en vældig god jager, siger Mikkel Storm Jensen.

Over det danske luftrum er den hovedsageligt blevet brugt til at jage de amerikanske og britiske bombefly, der fløj over Nordsøen og ind over Jylland for at nå mål i Nordtyskland.

- Mange ruter for bombefly gik ind over Danmark for at flyve over vand så længe som muligt og dermed undgå så mange antiluftskytskanoner som muligt.

- Så det var en typisk rute for bombetogter mod eksempelvis Hamburg og Kiel. Så der var meget aktivitet i det danske luftrum under krigen, siger Mikkel Storm Jensen.

Over 300 allierede fly blev skudt ned over Danmark fra 1940 til 1945.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx