Af Ritzau - 21/06-17 13:38

Radikale anklager DF for fallit i afghanistanpolitikRadikale anklager DF for fallit i afghanistanpolitik

DF vil have fastslået, at danske soldater kun skal sikre Vesten mod terror, ikke udbrede demokrati.

Det er en falliterklæring, hvis Danmark ikke har som mål at indføre demokrati i Afghanistan. Det siger De Radikales forsvarsordfører, Kristian Hegaard, forud for et møde i Udenrigspolitisk Nævn torsdag.

Her vil Dansk Folkeparti have regeringen til at slå fast, at formålet med Danmarks tilstedeværelse alene er at sikre Vesten mod, at der opstår nye terrorlejre i Afghanistan.

- Vi skal udbrede demokrati til hver en afkrog af verden, siger Kristian Hegaard.

- Selvfølgelig er perspektivet for demokrati i Afghanistan nok lidt længere, end det er ønskeligt. Men vi skal altid bevare optimismen, siger han.

Dermed er han helt uenig med Søren Espersen, der er udenrigsordfører for Dansk Folkeparti og formand for Udenrigspolitisk Nævn.

- Hvis det drejer sig om at indføre demokrati i Afghanistan, vil det aldrig nogensinde lykkes. Og selv hvis man får indført demokrati og frie valg, så vil Taliban vinde, siger Søren Espersen.

Han mener, at Taliban er utroligt populær i Afghanistan og har op mod 80-90 procent af befolkningen bag sig.

- Det afgørende er, og det vil jeg gerne have regeringen til at sige, at vi er her for at sikre Vesten og Vesteuropa mod oprettelsen af nye terrorlejre, siger Søren Espersen.

Udtalelserne fra Espersen falder, efter at DF har givet "tøvende" opbakning til, at Danmark udvider sin indsats i Afghanistan med, ifølge Jyllands-Postens oplysninger, 55 soldater og støttepersonel.

Det kommer oven i de 97, der i forvejen er udsendt til Afghanistan.

Radikale støtter også oprustningen. Det understreger Hegaard.

- Det er en falliterklæring, at Dansk Folkeparti tager Dannebrog ned fra flagstangen og i stedet hejser det hvide flag for Taliban, siger han.

Kristian Hegaard afviser, at han er naiv i sin tro på, at demokrati kan udbredes overalt.

- Jeg tror mere, at jeg er optimist. Jeg er typen, der tror på fremskridt. Hvis man ikke håber på, at der skal være demokrati i hver eneste afkrog af verden, skal man nok lave noget andet end at være politiker.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx