Af Ritzau - 14/12-16 05:01

Spar strøm og få flere penge til julegaverSpar strøm og få flere penge til julegaver

Du kan spare 350 kroner på at udskifte lyskæderne, og du kan skrue markant ned for elforbruget, hvis du laver julemaden på den rigtige måde.

En stor del af julehyggen kommer fra de mange lys, vi tænder i løbet af højtiden.

Det betyder til gengæld, at december måneds elregning ofte er årets tungeste. Julemåneden har i forvejen en tendens til at være en dyrebar tid, så der er ingen grund til at bruge flere penge på strøm i julen end højst nødvendigt.

- Der er folk, der pakker hele huset ind i lyskæder. Og det er jo et spørgsmål om valg, for så skal man også være villig til at betale for strømmen, lyder det fra Kim Jørgensen, der er energirådgiver hos Energitjenesten Syd.

Det er nemlig ikke kun de levende lys, der bliver tændt op i december. Energistyrelsen regner med, at vi har gang i omkring 3,3 millioner lyskæder rundt om i de danske hjem, som skal sikre den rette stemning.

Og selvfølgelig skal du have en lyskæde, hvis du har lyst til det, men der er god grund til at vælge den rigtige type.

- Lyskæder med glødepærer bruger nærmest ti gange så meget strøm som kæder med LED-pærer, siger Kim Jørgensen.

Du kan spare 350 kroner i løbet af seks uger, hvis du skifter dine fem lyskæder med 100 små glødepærer ud med fem LED-lyskæder.

- Men det kan også betale sig at gå efter kvalitet. For der findes også mange LED-produkter, der hurtigt står af på grund af dårlig kvalitet. Kvalitet og pris hænger ofte sammen, lyder vurderingen fra energirådgiveren fra Energitjenesten.

Også i køkkenet er der ekstra kroner til julegaverne, hvis du husker at tænke dig om, når du alligevel skal bruge strøm, forklarer civilingeniør Signe Friis Christensen, der er fuldmægtig i Energistyrelsen.

- Hvis man har en ovn med varmluft, så kan man fint tilberede flere ting ad gangen. Så har man allerede sparet en stor del af energiforbruget. Og så er der også en besparing at hente, hvis man husker at udnytte ovnens for- og eftervarme, siger hun.

- Hvis man vælger at tø sin and op i køleskabet, så har kulden fra anden hjulpet køleskabet med at spare lidt strøm, og samtidig bruger man mindre strøm, når anden skal varmes op i ovnen bagefter, lyder rådet fra Signe Friis Christensen.

Hvis du nu får lyst til at spare endnu flere småpenge på dit strømforbrug, så råder Energistyrelsen også til, at du slukker dit fjernsyn på kontakten, så det ikke står standby mellem julefilmene.

Desuden kan du også prøve, om du ikke kan skrue ned for dit fjernsyns lysstyrke, uden at det går ud over billedkvaliteten eller oplevelsen. Så kan du nyde julen med grøn samvittighed.

Fakta: Så let er det at spare på strømmen i julen:

- Skift din lyskæde ud, hvis den har glødepærer. LED-pærer bruger 80 procent mindre strøm.

- Tænk over, hvor mange timer dine smukke lyskæder og julebelysning er tændt. Brug eventuelt et tænd-sluk-ur, så du ikke glemmer at slukke i løbet af dagen.

- Du kan spare 30 procent strøm, hvis du lader frostvarer som and og flæskesteg tø op, inden du tænder for ovnen.

- Hvis du bruger varmluft og tilbereder flere ting i ovnen ad gangen, så kan du spare omkring 60 procent af strømmen.

- Du reducerer strømforbruget med op til 25 procent, hvis du udnytter ovnens for- og eftervarme.

Kilder: SparEnergi.dk, Energistyrelsen, Energitjenesten.

/ritzau/FOKUS

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx