Af Ritzau - 05/05-17 22:58

Tottenham snubler mod West Ham i engelsk titeljagtTottenham snubler mod West Ham i engelsk titeljagt

Christian Eriksen og holdkammeraterne får svært ved at indhente Chelseas tophold efter nederlag til West Ham.

Tottenham havde fredag en god chance for at sætte pres på førerholdet Chelsea i toppen af Premier League.

Men efter ni ligasejre i træk tabte Christian Eriksen og holdkammeraterne 0-1 på udebane mod West Ham.

Tottenham har nu blot tre kampe til at indhente Chelseas forspring på fire point - og førerholdet kan endda øge hullet til syv point på mandag mod Middlesbrough.

Opgaven virker noget nær umulig for Tottenham, efter at West Ham trak sig sejrrigt ud af fredagens opgør.

Manuel Lanzini blev matchvinder, da han midtvejs i anden halvleg skød bolden i mål fra nært hold.

Tottenham var ellers begyndt at presse på, men den ellers så skarpe offensiv med Eriksen, Dele Alli og Harry Kane ramte ikke det høje niveau fra de seneste mange kampe.

Efter en time havde Christian Eriksen en god mulighed for at bringe gæsterne i front, da Heung-Min Son spillede skråt bagud til danskeren, der slet ikke fik fart i sit skud.

På en omstilling kort efter slog West Ham til, da værterne bragte mange folk op i feltet. Et indlæg blev slået over i bagrummet, og til sidst kunne en umarkeret Manuel Lanzini sparke hjemmeholdet på 1-0.

Fem minutter før tid havde Eriksen et godt skudforsøg, der sneg sig lige forbi mål.

Den måske største Tottenham-chance opstod efter 20 minutter, da topscorer Harry Kane først fik blokeret et skud af West Ham-målmand Adrian. Dele Alli missede på riposten, inden bolden sprang ud til Kane, der igen brændte.

West Ham rykker med sejren op på Premier Leagues niendeplads med 42 point.

Tottenham bliver stående på 77 point. Topholdet Chelsea har 81 point for en kamp færre.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx