Af Ritzau - 21/03-17 16:37

Kristian Jensen: Europa risikerer handelskonflikt med USAKristian Jensen: Europa risikerer handelskonflikt med USA

Det er stærkt bekymrende for Danmark, at USA bevæger sig væk fra frihandel, siger finansminister Jensen.

Der er stor usikkerhed om, hvordan USA i de kommende år vil gebærde sig på handelsområdet i forhold til det internationale samfund.

Finansminister Kristian Jensen (V) frygter, at det ender galt, efter at hans amerikanske kollega i weekenden afviste at udtrykke støtte til frihandel.

Det skete på et møde med G20-landenes finansministre i Tyskland.

G20, der består af 19 af verdens største økonomier samt EU, har en ti år lang tradition for at støtte netop frihandel.

- Det er stærkt, stærkt bekymrende for Danmark, at den amerikanske administration har det her syn på frihandel, siger Kristian Jensen efter et møde med EU-landenes finansministre i Bruxelles.

Jensen understreger, at betydningen af den amerikanske udmelding er uklar. Han er dog ikke i tvivl om, at USA under præsident Donald Trump vil agere mere protektionistisk på handelsområdet end tidligere.

- Men spørgsmålet er, hvor langt væk de vil bevæge sig, siger Kristian Jensen.

Han påpeger, at en afsked med frihandlen ikke blot vil gøre ondt på Danmark. Den vil også skade amerikanerne selv.

- Rigtig mange amerikanske virksomheder er ligesom de danske placeret i værdikæder, hvor produktionen foregår ved, at du samler elementer fra forskellige lande.

- Så hvis du stopper frihandlen, vil virksomhedernes model simpelthen stoppe med at fungere, siger Kristian Jensen.

Et andet element af Trumps handelsvisioner omhandler straftold. Formålet er at beskytte amerikanske virksomheder og arbejdspladser ved at gøre det markant dyrere at importere varer til USA.

- De har nogle meget hårde udmeldinger på straftold. Men de siger ikke, præcis hvordan de vil gøre. Indtil videre glæder jeg mig over, at de ikke er kommet med noget mere konkret, siger Kristian Jensen.

- Men en straftold fra amerikansk side vil - uanset om man mener det er klogt eller ej - udløse en reaktion fra europæisk side. Og så er vi på vej mod en handelskonflikt med USA, fastslår ministeren.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx