Af Ritzau - 07/03-17 16:11

Per Stig: K er en rolig oase med sandstorm omkring sigPer Stig: K er en rolig oase med sandstorm omkring sig

De Konservative har satset på de rigtige ministerier og haft realistiske forventninger, mener Per Stig Møller.

VLAK-regeringen er blevet ramt af store udfordringer og forhindringer i de første 100 dage af dens levetid.

Både Venstre og Liberal Alliance står i flere meningsmålinger til tilbagegang i forhold til valget i 2015. Men for De Konservative peger pilen i den rigtige retning.

Tidligere udenrigsminister og formand for De Konservative Per Stig Møller mener, at partiet har navigeret rigtigt i regeringstiden, mens der er uro i de andre partier.

- Når der er uro, flygter vælgerne hen til et andet borgerligt parti, hvor der ikke er uro, lyder det fra den tidligere minister.

- Det er den slags vælgere, der begynder at vende tilbage, når vi er den rolige oase, mens der er sandstorm rundt omkring, siger han.

Ved regeringsdannelsen i november satte De Konservative sig på tre ministerier.

Søren Pape Poulsen (K) blev justitsminister, Mai Mercado (K) blev børne- og socialminister, mens Brian Mikkelsen (K) fik posten som erhvervsminister.

Ifølge Per Stig Møller var det afgørende, at det netop blev de ministerier, fordi de er udtryk for konservative grundværdier.

En anden vigtig årsag til den konservative medvind er, at partiet har haft realistiske forventninger til, hvad der kan gennemføres på Christiansborg, mener han.

På den baggrund mener den tidligere udenrigsminister, at regeringspartneren Liberal Alliance har grebet det uhensigtsmæssigt an.

- Hellere små sejre end store nederlag. Hvis du melder ud som Liberal Alliance, fører det til store nederlag, lyder det fra Per Stig Møller.

- Det er ikke den smarte måde at gøre det på. De Konservative går mere realistisk til værks. Brian Mikkelsen og Søren Pape Poulsen melder ting ud, som de kan nå, hvorimod Liberal Alliance melder ting ud, de godt ved, de ikke kan nå, siger han.

Per Stig Møller tilføjer, at De Konservative også kan møde modgang i den kommende tid. Men han tror samlet set, at partiet er på vej i den rigtige retning.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx