Af Ritzau - 02/05-17 02:43; Opdateret: 02/05-17 04:46

Fange døde efter syv dage uden vand i amerikansk fængselFange døde efter syv dage uden vand i amerikansk fængsel

Der kan blive rejst en sag mod syv amerikanske fængselsbetjente, der afholdt fange fra vand, indtil han døde.

En amerikansk jury har mandag aften lokal tid anbefalet, at syv fængselsansatte bliver sigtet for at have afholdt en indsat fra at få vand i syv dage. Den indsatte døde senere af dehydrering.

De seks jurymedlemmer voterede i omkring to timer, før de konkluderede, at der var "begrundet mistanke" for at tiltale de syv fængselsbetjente, skriver NBC's medie WTMJ.

38-årige Terrill Thomas døde 24. april 2016 i et fængsel i Milwaukee, Wisconsin, hvor han sad i psykiatrisk afsnit.

Det var først under høringer foran juryen i Milwaukee i sidste uge, at de voldsomme detaljer om fangens død kom for en dag.

Terrill Thomas måtte ikke få vand, fordi vagterne ville straffe ham for hans opførsel, lød en vidneforklaring over for juryen.

Manden var indsat i fængslet i Milwaukee, fordi han havde skudt omkring sig på en motorvej og siden i et kasino. En person blev alvorligt skadet ved episoden.

Han blev efterfølgende placeret i en isolationscelle, hvilket ifølge hans familie grænsede til tortur.

Da fangen ikke ville forholde sig i ro, stoppede fængselsbetjentene rørene, der gav vand til vask og toilet i den lille celle.

Ifølge det lokale medie Milwaukee Journal Sentinel brugte fangen sine sidste dage på at trygle om vand. Han blev dog aldrig taget til nåde af betjentene, der lod ham dø.

Thomas tabte i mellemtiden syv kilo, og han blev svagere og svagere, før han døde på betongulvet i sin celle uden en madras.

Anklagemyndigheden har ret til at følge eller afslå juryens anbefalinger. Det er med andre ord ikke sikkert, at fængselsbetjentene bliver stillet til ansvar.

Fangens død kaster også skygger på David Clarke, der er Milwaukees sherif.

Den stærkt konservative politichef er en kontroversiel skikkelse, der blandt andet er en stor støtte af den amerikanske præsident, Donald Trump.

/ritzau/AFP

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx