Af Ritzau - 24/12-16 11:04

Civile vender tilbage til det østlige AleppoCivile vender tilbage til det østlige Aleppo

Oprøre beskød Aleppo fra deres bastion vest for den syriske storby. IS har stadig kontrol over Palmyra.

En del civile indbyggere er tilbage i det østlige Aleppo, efter at det syriske militær har meddelt, at det har kontrol over hele storbyen.

- Jeg er tilbage for at se til mit hus, som jeg ikke har set i fem år. Jeg håber virkelig ikke, at det er svært beskadiget, siger en af de tilbagevendende, Khaled al-Masri, til det franske nyhedsbureau AFP.

I den hårde vinterkulde går tilbagevendte rundt i områder, som for få dage siden udgjorde frontlinjen mellem den regeringskontrollerede og den oprørskontrollerede del af byen.

Militæret har gennemsøgt mange af bygningerne i området for eksplosive stoffer.

I den hårdt ramte bydel Bustan al-Qasr nær den gamle bydel er bulldozere sat ind for at rydde op i murrokkerne.

Også i bydelen Al-Mayssar er tidligere indbyggere vendt tilbage. Blandt dem er Umm Abdo, som siger, at hun har fundet sit hus ødelagt.

- Der er ikke noget tilbage af det. Men det kan bygges op igen, siger hun.

Evakueringen af det østlige Aleppo blev afsluttet torsdag.

Oprørsgrupper kontrollerer stadig et område vest for Aleppo, og mindst seks civile blev fredag dræbt ved det første raketangreb i byen, siden den kom under regimets kontrol, oplyser overvågningsgruppen Det Syriske Observatorium for Menneskererettigheder, Sohr.

Overvågningsgruppen er en syrisk eksilgruppe, som får information om udviklingen i landet fra et stort netværk af kilder.

Sent fredag blev tre krigere meldt dræbt ved et luftangreb på oprørere vest for byen.

Nær den historiske oldtidsby Palmyra dræbte Islamisk Stat 27 syriske soldater og militsfolk i en serie af angreb, oplyser Sohr.

IS har overraskende generobret Palmyra - otte måneder efter at jihadisterne blev fordrevet fra byen af Syriens præsident Bashar al-Assads regeringsstyrker.

Oprørerne genindtog oldtidsbyen, som er på Unescos verdensarvsliste, den 11. december. Siden da har der været en række kampe forskellige steder i området. Mandag dræbte IS mindst 20 soldater ved et angreb på Tayfurbasen.

Syriens præsident talte fredag med Ruslands præsident, Vladimir Putin, og takkede i den forbindelse for støtten til erobringen af Aleppo.

/ritzau/AFP

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx