Af Ritzau - 22/03-17 14:18

LA-minister forsikrer: Intet politisk korstog mod KvinfoLA-minister forsikrer: Intet politisk korstog mod Kvinfo

Det er ikke led i et politisk korstog mod videncenteret, at jeg har fjernet dets bibliotek, siger Mette Bock.

Det er "et tydeligt ideologisk angreb rettet mod Kvinfo", at kulturminister Mette Bock (LA) har frataget videncenteret Kvinfo opgaven med at drive bibliotek.

Sådan lyder anklagen fra Socialdemokratiets kulturordfører, Mogens Jensen (S), som har kaldt både kulturministeren og ligestillingsminister Karen Ellemann (V) i samråd. Det skriver netmediet Altinget.

Men Mette Bock afviser, at lukningen af biblioteket hænger sammen med Liberal Alliances ønske om at sløje al statsstøtte til Kvinfo.

- Vi er i forvejen i gang med en restrukturering på hele biblioteksområdet, hvor en lang række mindre biblioteksopgaver er blevet slået sammen den seneste tid, siger Mette Bock til Altinget.

Hendes partifælle, Laura Lindahl, har ellers ytret sig særdeles kritisk om netop Kvinfo:

- Det, Kvinfo står for, er en statsfeminisme. Deres ligestillingsbegreb handler kun om kvinden som det svage køn, sagde Laura Lindahl tirsdag til Ritzau.

- Den opfattelse af kvindekønnet deler jeg ikke. Det er der mange borgerlige, der ikke gør. Kvinfo er et politisk projekt, og vi skal selvfølgelig ikke give statsstøtte til propaganda.

Men Liberal Alliances linje har intet med biblioteksbeslutningen at gøre, siger Mette Bock.

Spørgsmål: Så du afviser, at bevæggrunden for din beslutning er at få fjernet al statsstøtte til Kvinfo, som din partikollega Laura Lindahl har udtalt?

- Jeg er hverken ligestillingsminister eller ligestillingsordfører. Jeg holder mig til det, der omhandler biblioteksopgaven, siger Mette Bock til Altinget.

Hos Socialdemokratiet har Mogens Jensen dog "meget svært" ved at tro på, at der udelukkende er tale om "biblioteksfaglige overvejelser", betoner han over for Altinget.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx