Af Ritzau - 06/04-17 13:09; Opdateret: 06/04-17 13:56

EU fjerner sidste barriere for billig mobildata i udlandetEU fjerner sidste barriere for billig mobildata i udlandet

Telekunder kan allerede denne sommer begynde at benytte mobildata i andre EU-lande uden ekstra omkostninger.

Når danske telekunder denne sommer rejser på ferie i Europa, kan de uden større bekymring surfe med deres mobiler på nettet.

Torsdag har EU-Parlamentet lagt den allersidste brik i puslespillet, der fra 15. juni 2017 fjerner roamingafgifter i EU.

- Det har været en lang rejse og en besværlig proces, men til sidst har vi leveret på de løfter, vi har givet til vælgerne, siger EU-parlamentarikeren Jens Rohde (R), der fremsatte forslaget om fri roaming tilbage i 2013.

Afskaffelsen betyder, at man som forbruger kan gøre brug af den indkøbte data i alle 28 EU-lande, uden at det koster ekstra.

Dog er der indført en såkaldt fair use-begrænsning, som skal forhindre misbrug og sætter et loft for, hvad der er rimelig brug.

Torsdagens afstemning i parlamentet handlede om, hvad teleselskaberne skal betale, når deres kunder bruger data hos udenlandske udbydere.

Aftalen er landet på, at selskaberne skal betale hinanden op til 57 kroner for hver gigabyte, kunderne bruger. Denne takst sænkes gradvist frem mod 2022, hvor den efter planen lander på knap 19 kroner.

- Dette er en stor sejr for europæiske forbrugere, siger den finske parlamentariker Miapetra Kumpula-Natri, der har været ansvarlig for gennemførelsen af aftalen.

I Sydbank er teleanalytiker Morten Imsgaard dog langt mindre begejstret.

Han påpeger, at ordningen med al sandsynlighed vil betyde, at hele telesektoren hæver priserne.

- Set fra min stol har politikerne solgt det her som en kæmpe sejr for forbrugerne. Men selskaberne vil tage sig betalt. De har ikke mulighed for at absorbere de ekstra omkostninger, der kommer, siger Morten Imsgaard.

Han vurderer, at nordeuropæiske teleselskaber vil blive meget hårdere ramt end eksempelvis de sydeuropæiske. Det skyldes, at langt flere nordeuropæere holder ferie sydpå end omvendt.

- Hvis man bare havde lige mange EU-borgere, der rejste til hinandens lande, kunne det hele gå i nul. Men sådan er det ikke, siger analytikeren.

Allerværst er ordningen dog for selskaber som Plenti og Tjeep, som ikke har deres egne netværk.

- De får ingen modregning fra turister, der kommer til Danmark, men bliver 100 procent ramt, når deres kunder tager til udlandet, siger Morten Imsgaard.

- Der kommer bare en regning. Og de eneste, der kan betale den regning, er kunderne.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx