Af Ritzau - 06/03-17 15:00

Stor hjernepris går til forskning om belønning og læringStor hjernepris går til forskning om belønning og læring

Tre forskere belønnes for deres hjerneforskning, der kan bruges til at forstå, hvorfor nogle bliver afhængige.

Hjerneprisen The Brain Prize går i år til tre udenlandske forskere, der har undersøgt sammenhængen mellem menneskers læring, og hvordan de belønnes.

Modtagerne er engelske Peter Dayan, irske Ray Dolan og tyske Wolfram Schultz.

Sammen med prisen modtager de en million euro, hvilket svarer til cirka 7,5 millioner kroner. På grund af beløbets størrelse kaldes prisen også verdens største hjernepris.

De tre forskere har fundet ud af, at motivationen til læring ikke styres af, hvor stor en belønning, man får. Den styres i stedet af, hvor stor belønningen er i forhold til det, man forventede.

Kim Krogsgaard, der er direktør for The Brain Prize, fortæller, at den prisvindende forskning markerer et væsentligt gennembrud.

- Det helt centrale er, at det ikke er belønningen, vi reagerer på, men det er forskellen på det, vi forventer, og det vi faktisk opnår.

- Når man forstår det, er det lettere at forstå, hvorfor belønninger kan styre ens adfærd, så der er adfærd, man undgår, og adfærd man forstærker, siger direktøren.

De tre prisvindende forskere har undersøgt signalstoffet dopamin, der giver motivation og forbinder hjernens belønningssystem med læring. Stoffet giver mennesker lyst til at stræbe efter større belønninger.

En overstimulering af dopamin kan dog også føre til, at nogle mennesker bliver afhængige. Derfor kan forskningen også bruges til at blive bedre til at forstå afhængighed.

- Det giver os nøglen til at forstå, hvad der kan gå galt, når ens adfærd bliver styret af stofmisbrug, alkoholisme og gambling, siger Kim Krogsgaard.

I deres undersøgelser har de udenlandske forskere brugt dyreforsøg, matematiske modeller og menneskeforsøg.

Kronprins Frederik overrækker prisen til de tre forskere i maj. Det er syvende gang, at den uddeles.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx