Af Ritzau - 17/01-17 05:59

Hårdt år for butikker hvis der skrues ned for forbrugetHårdt år for butikker hvis der skrues ned for forbruget

Det kan blive smalhals for butikkerne, hvis danskerne skruer ned for forbruget, som ny måling peger på.

Det kan se ud til, at detailhandlen går et hårdt år i møde, hvis danskernes skruer ned for forbruget, som ny måling fra Nordea peger på.

Bortset fra en stigende rejselyst og et stagnerende behov for at renovere bolig eller fritidshus, så vil langt færre, nemlig kun halvt så mange som sidste år, skifte bilen ud i 2017.

Og kun to ud af tre, der købte forbrugerelektronik i 2016, vil gøre det i 2017.

Det viser målingen, som Gallup har udført for Nordea.

Ann Lehman Erichsen, der er forbrugerøkonom i Nordea, påpeger dog, at danskerne nogle gange siger et og gør noget andet.

- Mener danskerne det alvorligt, eller kender de sig selv dårligt, når kun 27 procent mener, at de skal ud og købe elektronik i år, selv om hele 44 procent købte elektronik til sig selv eller andre sidste år?

- Og passer det, at kun 21 procent i år vil ud og investere i større forbrugsgoder til hjemmet, som hvidevarer, møbler og lignende, mens 32 procent gjorde det sidste år?, spørger hun.

- Men tager vi danskerne på ordet, vil forbruget falde ude i butikkerne i år. Og det kan da give sved på panden dér.

- Men eftersom gennemsnitsdanskeren har oplevet en pæn fremgang i købekraften i kraft af den lave inflation i de sidste fire år, vi har lav rente og fremgang i beskæftigelsen, så er mulighederne i privatøkonomien til stede for at privatforbruget faktisk kan stige, siger hun.

Ifølge Nordeas forbrugerøkonom undervurderer forbrugerne generelt behovet for at skifte den hjemlige elektronikpark og andre ting i hverdagen især ved den ubehagelige tanke om, hvad det koster.

- Men når telefonen lander i toiletkummen, pc'en strejker, og køleskabet lækker vand, så er turen til forhandleren lige så kort som beslutningsprocessen, lyder det fra Ann Lehman Erichsen.

Bilsalget vil dog ifølge målingen stagnere i år. Sidste år købte 16 procent ny bil. I år peger kun halvt så mange på, at der står udskiftning af bil på deres "to do liste".

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx