Af Ritzau - 12/03-17 10:45

Tyrkisk eksminister taler til tyrkiske vælgere i SverigeTyrkisk eksminister taler til tyrkiske vælgere i Sverige

International sekretær i AKP, det tyrkiske regeringsparti, taler søndag i Sverige.

Flere tyrkiske ministre er de seneste dage blevet forhindret i at holde møder med tyrkiske vælgere i Holland og Tyskland.

I Sverige er en tidligere tyrkisk minister for fødevarer og landbrug ankommet. Han skal tale på et velbesøgt møde ved Tyresö nær Stockholm, skriver nyhedsbureauet TT.

Mehmet Mehdi Eker var minister indtil 2015. Han er nu international sekretær for regeringspartiet AKP, som blev grundlagt af præsident Recep Tayyip Erdogan for 15 år siden.

Der er ingen demonstrationer imod besøget. Politiet er på stedet, skriver det svenske nyhedsbureau.

Mehmet Mehdi Eker skal have besøgt et arrangement hos Dansk Islamisk Råd i København tidligere i denne weekend.

Lørdag forbød de hollandske myndigheder at lade Tyrkiets udenrigsminister lande i Holland.

Og senere på dagen blev den tyrkiske familieminister stoppet af hollandsk politi i Rotterdam. Hun blev nægtet adgang til konsulatet af politiet.

Den tyrkiske premierminister har ifølge flere tyrkiske medier oplyst, at han planlægger et besøg til Danmark i næste uge, skriver DR.

Redaktør Sadi Tekelioglu fra det dansk-tyrkiske medie Kuzey siger til dr.dk, at det forventes, at premierministeren 19. marts vil deltage i et borgermøde med herboende tyrkere, og at han vil have officielle møder dagen efter.

De tyrkiske ministre forsøger i øjeblikket at vinde opbakning til en forfatningsreform. Den vil give præsident Recep Tayyip Erdogan større magt.

En folkeafstemning i Tyrkiet er planlagt i midten af april.

Hvis tyrkerne siger ja til ændringen, giver det blandt andet Erdogan mulighed for at blive siddende som præsident frem til 2029.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx