Af Ritzau - 01/05-17 15:29

Fynske klapsalver til Mette F.'s løfter om arbejdspladserFynske klapsalver til Mette F.'s løfter om arbejdspladser

Fyn vil få 250 nye arbejdspladser, hvis Socialdemokratiet lykkes med at placere et nyt skattecenter på øen.

Flere tusinde tilhørere var mødt frem i Kongens Have under en stort set skyfri himmel, mens duften af fadølskum og grillede pølser gav stemning, da de røde faner blev båret ind i det centrale Odense.

Her modtog S-formand Mette Frederiksen adskillige klapsalver - især for et par gevaldige bredsider i retning af regeringen.

Det største bifald blev dog høstet, da Mette Frederiksen lovede at sende 250 arbejdspladser direkte til Fyn i form af et nyt skattecenter.

- Vi vil ansætte 1000 nye medarbejdere. I fire regionale skattecentre. To i Jylland, et på Sjælland og et på Fyn. Retfærdigheden skal tilbage i vores skattevæsen, lød det populære løfte.

Mette Frederiksen gik flere gange verbalt til angreb mod regeringen, hvor ikke mindst finansminister Kristian Jensen (V) måtte lægge navn til en række kritikpunkter:

- Løkkes kommunalreform har centraliseret Danmark mere end noget andet. Og da Kristian Jensen var skatteminister, blev vores skattesystem år for år en skygge af sig selv. Skal man efterhånden grine eller græde?

Selv om Mette Frederiksen understregede, at hun vil samarbejde bredt på tværs af Folketingets partier, var der stadig adskillige stikpiller til statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).

Han er for fjernt fra virkeligheden i Jylland og på Fyn. Og for langt fra den almindelige dansker på arbejdsmarkedet, lyder det. Især hans planer om at lade danskerne blive længere på arbejdsmarkedet.

- Det er ganske enkelt ikke rimeligt at ændre folks pensionsvilkår med så kort varsel. Og derfor kære venner: Pensionsalderen skal ikke hæves endnu mere end aftalt, siger Mette Frederiksen.

S-formanden høstede også billige point med rosende ord til den fynske kagespecialitet, brunsvigeren, efter at hun efter eget udsagn var blevet budt på drømmekage fra Brovst tidligere på dagen i Jylland.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx