Af Ritzau - 29/03-17 18:44

Sverige og Danmark enes om paskontrol i tog over ØresundSverige og Danmark enes om paskontrol i tog over Øresund

Fremover skal rejsendes id kontrolleres i selve toget fremfor på perronen. Det skal gerne spare tid.

Danmark og Sverige er blevet enige om de formelle betingelser for, at svensk grænsepoliti kan stige ombord på togene over Øresund allerede i Kastrup. Det skriver den svenske avis Sydsvenskan.

Aftalen fastsætter blandt andet vilkårene for de svenske betjentes tilstedeværelse i Kastrup, mens de venter på toget.

- Jeg håber, at aftalen vil lette tilværelsen for alle dem, der pendler mellem Skåne og Danmark, siger Sveriges indenrigsminister, Anders Ygeman, til Sydsvenskan.

- Forhåbentlig kan grænsekontrollen i Hyllie (på den svenske side af Øresund, red.) helt ophøre. Og grænsepolitiet kan så kontrollere passagerernes pas og id-kort på de kørende tog, forklarer han.

Rejsetiden fra Malmø til Københavns Hovedbanegård er 35 minutter. Men den anden vej, hvor der er grænsekontrol, tager turen ifølge Sydsvenskan 57 minutter.

Håbet er, at den vil komme ned på 42 minutter, hvis kontrollen sker, mens toget kører.

Allerede i februar oplyste det danske Justitsministerium, at Danmark og Sverige var enige om at lade kontrollen ske ombord. Men de nærmere betingelser er først på plads nu.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx