Af Ritzau - 19/04-17 11:39; Opdateret: 19/04-17 12:25

Anklager: Kundby-pige udtrykte støtte til IS og hellig krigAnklager: Kundby-pige udtrykte støtte til IS og hellig krig

En 17-årig pige er anklaget for at ville sprænge bomber på to sjællandske skoler. Hun nægter sig skyldig.

"En del af Islamisk Stat” og ”jihadist i Danmark” er nogle af de søgninger på Google, som en 17-årig pige tiltalt for terrorforsøg lavede et par måneder inden hendes anholdelse i begyndelsen af 2016.

Det fortæller anklager Kristian Kirk under sin forelæggelse af den såkaldte Kundby-sag i Retten i Holbæk.

Den tiltalte pige lavede adskillige søgninger på IS og hellig krig, samt kontaktede flere profiler på Twitter med mulig tilknytning til Islamisk Stat.

I oktober 2015 skrev hun til en Twitter-profil, der hed Islamic State Media, "at hun er en pige på 15 år, der gerne vil kæmpe for Allah sammen med dem".

Nogle dage senere fulgte den nu 17-årige pige op og spurgte, om hun skulle komme ned til dem.

- Det er første gang i sagen, at X (den tiltalte, red.) rækker ud til andre og omtaler det med at kæmpe for Allah, siger Kristian Kirk.

Den 17-årige, der nægter sig skyldig, er anklaget for at ville sprænge bomber på to skoler på Sjælland.

Sydskolen i Fårevejle, hvor hun selv har været elev, og den jødiske skole Carolineskolen i København.

Angrebene skulle ifølge anklagemyndigheden have været udført 8. januar og 8. februar 2016.

Anklager Kristian Kirk udlægger den tiltaltes første søgninger og korrespondancer i efteråret 2015 og frem til pigens ifølge anklagerne planlagte angreb i begyndelsen af 2016.

- Jeg har brug for råd fra en jihadist. Mit første angreb er snart, skriver den tiltalte pige til en person på Twitter i begyndelsen af december 2015.

Det er en meget vigtigt korrespondance, understreger Kristian Kirk.

- Det er første gang, at et konkret angreb nævnes i sagen, siger anklageren.

Den 17-årige piges interesse og støtte til IS går ikke ubemærket hen. Både elever og lærere bliver bekymret over pigens adfærd.

En lærer skriver til kommunen med en bekymring om, at den 17-årige "åbenlyst hylder jihadisme og Islamisk Stat".

I slutningen af december 2015 skriver den tiltalte selv til en elev på Sydskolen:

- Nedtællingen er i gang: 10 dage. Det vil blive vist over hele Danmark.

- Men I vil ikke opleve det. I vil ligge i graven og vente på den endelige straf.

Kristian Kirk viser også to korte videoer fra YouTube, der viser sprængning med sprængstoffet med TATP, som den 17-årige har søgt på og skal have set.

Der forventes dom i sagen i den første halvdel af maj.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx