Af Ritzau - 23/03-17 03:19

Britiske forsider: Dagen hvor terroren kom til WestminsterBritiske forsider: Dagen hvor terroren kom til Westminster

Billeder fra onsdagens angreb i London indtager forsiderne på de store britiske dagblade torsdag.

Torsdagens forsider på de store britiske aviser er alle fulde af billeder fra onsdagens angreb nær det britiske parlament i London, hvor fem mennesker blev dræbt og mindst 40 såret.

Natten til torsdag har ingen endnu taget skylden for angrebet, som ifølge de britiske myndigheder efterforskes som et terrorangreb.

"Terror i Westminster" hedder overskriften på The Guardians forside, der er suppleret af et billede af parlamentsmedlemmet Tobias Elswood i færd med at udføre førstehjælp på en ubevæbnet politimand, der blev knivdræbt under angrebet.

Samme vinkel bringer avisen The Times, der dog undlader at bruge betegnelsen ”terror” i overskriften.

"Angreb på Westminster” står der på forsiden med den supplerende tekst ”Islamist pløjer fodgængere ned og dræber politimand".

Det sker med henvisning til, at motivet bag angrebet ifølge britisk politi angiveligt relaterer sig til islamisk terrorisme.

Politiet mener at kende til gerningsmandens identitet, som dog fortsat er hemmeligholdt for offentligheden natten til torsdag.

The Sun bringer på forsiden et billede af gerningsmanden, der får lægehjælp, mens han ligger livløs på en båre, efter at være blevet skudt af politiet.

Billedet ledsages af overskriften ”Galningen der stak Storbritannien i hjertet”.

The Telegraph bruger samme billede som The Sun, men citerer premierminister Theresa May i overskriften:

”Ondskaben skal aldrig få lov til at skille os ad”, hedder torsdagens overskrift på forsiden af The Telegraph.

Daily Mail har også brugt billedet af gerningsmanden, der ligger død på båren med åben skjorte.

”Dagen hvor terroren kom til Westminster”, lyder teksten på forsiden, mens Daily Mirror kalder onsdagens udåd for et ”angreb på demokratiet" på avisens forside.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx