Af Ritzau - 27/12-16 18:35

Esbjerg-profil og Rafael van der Vaart venter barnEsbjerg-profil og Rafael van der Vaart venter barn

Estavana Polman er gravid og skal føde sit og kæresten Rafael van der Vaarts barn i 2017.

Team Esbjergs håndboldprofil Estavana Polman og fodboldstjernen Rafael van der Vaart fra FC Midtjylland skal være forældre.

Polman er gravid og skal føde mod slutningen af første halvår i 2017.

Det meddeler 24-årige Polmans danske klub i en pressemeddelelse tirsdag.

Heraf fremgår det også, at den hollandske landsholdsspillers håndboldsæson dermed er forbi, men at hun samtidig forlænger samarbejdet med klubben efterfølgende.

VM- og EM-sølvvinderen vil således også i sæsonen 2017-2018 spille i Team Esbjerg.

- Vi har kendt til Estavanas graviditet i nogle uger og glæder os på hendes vegne over, at hun venter sit første barn.

- Vi har i nogen tid været i dialog om en forlængelse af aftalen med hende og er meget tilfredse med, at Estavana har tilkendegivet, at hun ønsker at fortsætte i Team Esbjerg, siger sportschef Thomas Hylle.

Han forventer inden for få dage at kunne offentliggøre navnet på en ny bagspiller til truppen, så bredden kan være intakt i det tætte kampprogram, der venter.

Graviditeten kommer nemlig rent sportsligt på det værst tænkelige tidspunkt for klubben.

- Fraværet af Estavana kommer på det værst tænkelige tidspunkt, og vi står nu over for et betydeligt sværere forår med anden halvdel af grundspillet og de afgørende kampe om medaljer i Primo Tours Ligaen samt hovedrunden i Champions League.

- Til gengæld glæder vi os til at se hende tilbage i en stærk udgave til den nye sæson, siger cheftræner Lars Frederiksen.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx