Af Ritzau - 13/03-17 21:51

AaB'ere efter overtidsscoring: Det er pisse bittertAaB'ere efter overtidsscoring: Det er pisse bittert

AaB's chancer for at ende i mesterskabsspillet led et gevaldigt knæk, da de spillede 1-1 hjemme mod FCM.

AaB var mandag aften få minutter fra at slå FC Midtjylland hjemme på Aalborg Portland Park, men efter en overtidsscoring af udeholdets Paul Onuachu endte det hele 1-1 i det nordjyske.

Dermed kan AaB ikke længere selv afgøre holdets top-6-skæbne forud for sidste spillerunde i grundspillet.

Derfor var FC Midtjyllands sene udligning naturligvis noget, der tog ekstra hårdt på hjemmeholdets spillere.

- Det er pisse bittert, at vi ikke vinder, men sådan er fodbold. Jeg følte, vi havde spillet og chancerne, så det er selvfølgelig pisse irriterende, siger midtbanespilleren Magnus Christensen.

- Det er selvfølgelig hårdt, men vi skal bare ned til Viborg og hente tre point, og så skal Randers ikke vinde. Vi vil gøre vores, og så må vi håbe, at det er nok.

Også AaB's Joakim Mæhle, der lagde op til nordjydernes scoring med FC Midtjylland, var nedtrykt efter kampen, selv om han holder liv i håbet om mesterskabsslutspillet.

- Vi havde godt styr på dem, og så er det selvfølgelig mega uheldigt, at Onuachu stiger op til sidst. Vi stod med kortene i hånden, og nu er vi afhængige af andre, siger Joakim Mæhle.

- Det er selvfølgelig træls, men vi skal ned og smadre dem i Viborg, og så må vi håbe, at Randers taber point mod Sønderjyske. Vi har stadig chancerne for at gå i top-6.

Selv med en sejr ude mod Viborg FF er Morten Wieghorsts tropper afhængige af, at Randers FC ikke vinder mod Sønderjyske.

AaB ligger lige nu på syvendepladsen med 33 point - godt samme antal som Randers, men kronjyderne har en målscore på fire mål bedre end nordjyderne.

AaB kan teoretisk set stadig nå Sønderjyske, der har 36 point, men det vil kræve en storsejr mod Viborg og en storsejr til Randers over sønderjyderne.

Ud over Randers FC og AaB, der har 33 point, er FC Nordsjælland stadig inde i billedet til top-6. Farum-holdet har 32 point og møder i sidste spillerunde af grundspillet FC Midtjylland på udebane.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx