Af Ritzau - 14/06-17 12:30; Opdateret: 14/06-17 12:51

Børns Vilkår: Søstres erstatning giver håb for krænkedeBørns Vilkår: Søstres erstatning giver håb for krænkede

Dom i landsretten viser, at andre krænkede unge kan rejse sag mod kommunen og vinde, mener Børns Vilkår.

Slagelse Kommune skal betale erstatning til tre søstre, der blev udsat for overgreb, mens de var i familiepleje.

Dommen er faldet onsdag i Østre Landsret. Det sender et meget stærkt signal til de mange unge med lignende oplevelser, vurderer Rasmus Kjeldahl, direktør i Børns Vilkår.

- Vi ved, at mange holder sig tilbage, fordi man er utryg over at bryde op i en barndom fuld af svigt for måske bare at ramme ind i den mur, der hedder forældelse, siger han.

Undervejs i sagen har det været et spørgsmål, om pigernes krav var forældede, som Slagelse Kommune argumenterede for.

Ifølge Børns Vilkår sender dommen et stærkt signal til landets kommuner om, at det har konsekvenser, når børn bliver svigtet.

- Men det sender også et signal til de mange unge, der har lignende oplevelser i bagagen om, at man godt kan rejse en sag mod kommunen og vinde. Det er ikke altid systemet, der vinder, tilføjer direktøren.

Det fremgår af dommen, at kommunen har svigtet. Overgrebene, som søskendeflokken blev udsat for i hjemmet, hvor de boede fra 1999 til 2005, burde være blevet opdaget og forhindret.

- Sagen er banebrydende i dansk ret, fordi en kommune for første gang bliver stillet til ansvar for kommunalt omsorgssvigt, siger han.

Hos Børns Vilkår er der allerede en håndfuld sager, der er på vej ind i retssystemet, oplyser direktøren.

- Min forventning er, at der vil komme flere sager efter, siger han.

Hos den faglige organisation Socialpædagogerne, mener formand Benny Andersen, at det er godt, at der er placeret et ansvar i sagen.

Men han understreger samtidig, at kommunerne stadig skal arbejde for at holde sig inde for lovens rammer.

- Denne dom må ikke betyde, at vi skal holde op med at arbejde på at få kommunerne til at overholde loven. Man kan ikke betale sig fra dårlig sagsbehandling, siger han i en skriftlig kommentar til Ritzau.

Der er i alt fire søskende, men den ældste søster, der er handikappet, er ikke med i søgsmålet.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx